Moderne hingstelinier

Hver generation har sine liniedannere, og der kommer hele tiden nye forgreninger på hingstelinierne. Nogle af disse grene dør efterhånden ud (men har stadig stor betydning via hopper) og andre grene viser sig at levere nye liniedannere. Blandt de amerikanske avlshingste født i perioden 1980-2000 vil jeg karakterisere følgende som den generations liniedannere:

• Valley Victory f.1986
• Pine Chip f.1990
• Supergill f.1985
• American Winner f.1990
• SJ's Photo f.1990
• Garland Lobell f.1981

Når vi ikke bruger de moderne hingstelinier så meget i avlsanalyser og avlsteori, så skyldes det, at vi nok råder over hingste fra disse linier, men næsten ingen hopper. Derfor er man i praksis nødt til at gå mindst en generation længere tilbage for at få mulighed for at sammenligne blodlinierne fra hingst og hoppe.

De tidligere generationers liniedannere er anført i "Hingsteanalyter" fra 13. januar 2007, og der er figurer med de omtalte hingstelinier i "Hingstelinier" fra samme dato.

DTC's Hingstefremstilling

De tidligere indlæg her på bloggen har været gennemgang af forskellige avlsteorier. Det er ret tungt stof, som nok ikke kan ophidse sindene. Derfor er det måske meget passende nu at kommentere den af DTC netop afholdte hingstefremstilling på Nørlund Hestehospital. Her er der mere sprængstof i emnet.

Da jeg selv havde Progress Value (S) med på Nørlund, vil jeg kommentere ham først. Progress Value fik 67 point og blev anbefalet til avl. Det er jeg selvfølgelig tilfreds med, men der er to bemærkninger om ham, som kræver en nærmere forklaring.

1. Det bemærkes, at han har virket 10 år i svensk avl og produceret gode væddeløbere, men med en meget lav startprocent. Som gennemsnit er det også rigtigt, men antallet af føl de enkelte år fra 1996 har været henholdsvis 2, 4, 4, 5, 2, 7, 33, 19 og 17, og dermed er langt de fleste afkom ungheste, som naturligvis har lavere startprocent end de ældre årgange. Normalt er de første årgange efter en avlshingst de største eller i hvert fald lige så store som de næste, og det giver en mere retfærdig startprocent. En anden vigtig faktor ved bedømmelsen af startprocenten er, om hestene overhovedet bliver trænet. Næsten alle Progress Values afkom er amatørtrænede. Af hans største årgang på 33 afkom er kun 2 i professionel træning. Endvidere er BLUP-tallet på mødrene i den årgang så lavt som 92,1 i gennemsnit.
2. Røntgenbedømmelsen angiver nydannelser i højre bagkode og begge forknæ samt OCD i begge haser. Denne bedømmelse giver anledning til stor undren, idet Progress Value er avlsgodkendt i Sverige, hvor man ved en tilvarende undersøgelse ikke har fundet OCD. Forud for hingstefremstillingen gennemgik han endvidere en total røntgenundersøgelse uden bemærkninger. Men hans egen løbskarriere er vel det bedste bevis på hans holdbarhed. Han løb 1.13,5 som 10-årig efter en lang karriere i den europæiske elite, og med 3,3 millioner skr. er hans indtjening i en klasse for sig. Af de fremstillede hingste er det kun Frække Frederik, der er på samme niveau. At Progress Values afkom også er holdbare er den 10-årige søn, millionæren Hard Value, et eksempel på med sine 2 aktuelle sejre i 2007.

Af de 12 fremstillede hingste blev kun 4 anbefalet til avl: Frække Frederik, Golden Radio, Hamble Crown og Progress Value.

Frække Frederik blev fortjent topscorer med 80 point. Han har udstråling som få, og havde han undgået skader, kunne han uden tvivl også have gjort sig gældende som væddeløber internationalt. De færreste danskfødte hingste får en ærlig chance i avlen, men jeg håber at Frække Frederik bliver undtagelsen.

Golden Radio så blændende godt ud ved fremstillingen, og det blev honoreret med 76 point.

Hamble Crown er Danmarks bedste væddeløber netop nu, og det sikrede ham 68 point.

Efter hingstefremstillingen har de fleste kommentarer drejet sig om de hingste, der ikke blev anbefalet til avl. Nogle hingsteholdere har investeret i fine hingste, der afstamningsmæssigt er helt i top i hvert fald på fadersiden, men som på grund af skader har manglende væddeløbspræstationer. For dem er det naturligvis meget skuffende, at deres initiativ ikke belønnes. Men jeg mener alligevel ikke, at det vil være rigtigt at reducere præstationskravene generelt. En af grundene til at kvaliteten af den svenske travavl er så meget bedre end den danske er netop, at svenskerne har importeret hingste med fremragende resultater, hvor vi i Danmark har måttet nøjes med brødre til stjernerne.

Det er efter min mening heller ikke i sig selv nok til en anbefaling, at hingstene er efter øjeblikkets tophingste, Yankee Glide, Self Possessed, Credit Winner eller Viking Kronos. Hingstens moderlinie har meget stor betydning, og jeg vil personligt hellere reducere kravene til hingstens egne væddeløbspræstationer end til kvaliteten af hans moderlinie.

Trophy Catch (US) kunne ikke anbefales af avlskommissionen, men det synes jeg, at han burde kunne. Han har en god far og en fremragende mor, og hans eksteriør er perfekt. I sådanne tilfælde kunne man måske åbne mulighed for en dispensation fra præstationskravene, fordi han faktisk har vist gode evner med en prøveløbstid på 10,9 som 3-åring.

Hingsteanalyter

Hingstelinier kan være misvisende, da nogle hingste indeholder en større procentdel blod fra andre hingstelinier end deres egen. Derfor skal man se på slægtskabsgraden for at kunne vælge den rigtige hingst til sin hoppe. Blodbanken har et godt værktøj til den undersøgelse i form af de såkaldte analyter. Men man må huske, at sammenligningen skal være med hingste fra samme generation for at være retvisende. Det skyldes, at ældre hingste langt tilbage i stamtavlen naturligvis udgør en mindre andel af den samlede arv end yngre hingste tæt på det aktuelle individ.

Amerikanske liniedannere 1880-1900:
McKinney f.1887
Bingen f.1893
Axworthy f.1892
Peter the Great f.1895

Amerikanske liniedannere 1900-1920:
Guy Axworthy f.1902
Peter Scott f.1909
Peter Volo f.1911

Amerikanske liniedannere 1920-1940:
Guy McKinney f.1923
Scotland f.1925
Volomite f.1926

Amerikanske liniedannere 1940-1960:
Florican f.1947
Rodney f.1944
Star's Pride f.1947
Victory Song f.1943

Europæiske (franske) liniedannere 1940-1960:
Carioca II f.1946
Fandango f.1949
Kerjacques f.1954

Amerikanske liniedannere 1960-1980:
Speedy Crown f.1968
Arnie Almahurst f.1970
Super Bowl f.1969
Nevele Pride f.1965
Noble Victory f.1962

Europæiske liniedannere 1960-1980:
Fakir du Vivier f.1971
Florestan f.1971
Sharif di Iesolo f.1969

Amerikanske liniedannere 1980-2000:
Valley Victory f.1986
Pine Chip f.1990
Supergill f.1985
American Winner f.1990
SJ's Photo f.1990
Garland Lobell f.1981

For de bedste hingste født i perioden 1960-1990 kan resultatet af en undersøgelse omfattende nogle af ovennævnte liniedannende hingste ses herunder. Klik på billedet for at få en større og læselig udgave frem på skærmen! De anførte tal er procenter, der angiver slægtskabsgraden d.v.s. andelen af gener, som er identiske for de to heste. Derfor kan summen af de anførte procenter godt overstige 100%.

For at lette oversigten er hingstelinierne angivet med farvet tekst, Axworthy lilla, Peter Scott, Speedy Crown og Arnie Almahurst rød, Peter Volo og Star's Pride blå, Victory Song grøn.

Det er bemærkelsesværdigt, at uanset hvilken hingstelinie de tilhører, så har næsten alle hingstene på listen samme slægtskab med de klassiske liniedannere:

• 14-15% af deres gener er identiske med Axworthys gener
• 14-16% af deres gener er identiske med Peter Scotts gener
• 18-22% af deres gener er identiske med Peter Volos gener

Nogle hingste har større slægtskab med andre hingstelinier end deres egen, f. eks. Sierra Kosmos, der tilhører Axworthy linien, men

• 13% af hans gener er identiske med Axworthys gener
• 14% af hans gener er identiske med Peter Scotts gener
• 22% af hans gener er identiske med Peter Volos gener

Hingstelinier

De klassiske amerikanske hingstelinier er:

• McKinney f.1887
• Axworthy f.1892
• Bingen f.1893
• Peter the Great f.1895

Af disse er det faktisk kun Peter the Greats hingstelinie, der stadig er levende. De andre hingste findes dog stadig i betydeligt omfang i stamtavlen for vore dages travheste. Axworthy-blodet udgør f.eks. 14-15% i stort set alle amerikanske travere, uanset hvilken hingstelinie de tilhører.

Hvis vi indtil videre fastholder Axworthy som en hingstelinie, så er der følgende linier i dag:

• Peter Scott
• Peter Volo - Worthy Boy
• Peter Volo - Victory Song
• Axworthy

Peter Scott hingstelinien omfatter bl.a. følgende hingste:

Peter Volo - Worthy Boy hingstelinien omfatter bl.a. følgende hingste:

Peter Volo - Victory Song hingstelinien omfatter bl.a. følgende hingste:
Axworthy hingstelinien omfatter bl.a. følgende hingste:

Hingstelinierne skal ikke bruges ukritisk, når man vælger hingst til sin hoppe, for de kan godt være misvisende. Det paradoksale er nemlig, at nogle hingste indeholder en større procentdel blod fra andre hingstelinier end deres egen. Et eksempel herpå er Sierra Kosmos, der tilhører Axworthy hingstelinien, men indeholder 13% Axworthy, 14% Peter Scott og 22% Peter Volo.

De anførte procenter angiver slægtskabsgraden d.v.s. andelen af gener for de to heste, som er identiske.

Moderne hingstelinier

Som det ses af ovenstående oversigter, kommer der hele tiden nye forgreninger på hingstelinierne. Nogle af disse grene dør efterhånden ud som hingstelinier (men har stadig stor betydning via hopper) og andre grene viser sig at levere nye liniedannere. Blandt de amerikanske avlshingste født i perioden 1980-2000 vil jeg karakterisere følgende som den generations liniedannere:

• Valley Victory f.1986
• Pine Chip f.1990
• Supergill f.1985
• American Winner f.1990
• SJ's Photo f.1990
• Garland Lobell f.1981

Når vi ikke bruger de moderne hingstelinier så meget i avlsanalyser og avlsteori, så skyldes det, at vi nok råder over nogle hingste fra disse linier, men næsten ingen hopper. Derfor er man i praksis nødt til at gå mindst en generation længere tilbage for at få mulighed for at sammenligne blodlinierne fra hingst og hoppe.

Linieavl

Linieavl er ubetinget den mest populære avlsteori, og særligt i USA er linieavl meget anvendt. Det har medført, at den amerikanske traver (i USA) i dag har en indavlsgrad på 12%, og den er hastigt stigende.

Ved avl på beslægtede heste er det sandsynligt, at disse i en vis udstrækning overfører identiske arveanlæg til afkommet. Derfor vil afkommet i højere grad end normalt bære samme anlæg dobbelt, hvilket er en forudsætning for at recessive (vigende) arveanlæg kommer til udtryk. Linieavl og indavl øger således sandsynligheden for at såvel gunstige som ugunstige arveanlæg dubleres og dermed også forekomsten af arvelige defekter. Undersøgelser har vist, at indavl medfører signifikant lavere drægtighedsprocenter. Det er højst tænkeligt, at der er flere egenskaber, der er påvirkede af den såkaldte indavlsdepression. Man regner det normalt for at være indavl, hvis krydsningen er tættere end 3x3.

Indavl medfører også en mindsket genetisk variation, hvilket på længere sigt hæmmer mulighederne for avlsfremskridt. På kort sigt giver den mindskede genetiske variation imidlertid større sandsynlighed for, at afkommet har de ønskede egenskaber.

Hvis en indavlet hest krydses med et ubeslægtet individ (outcross), brydes effekten af indavlen, og i nogle tilfælde kan der forekomme en såkaldt krydsningsfrodighed, når nye arveanlæg kombineres med hinanden. Et godt eksempel herpå er krydsningen mellem amerikanske og franske travere, som f. eks. Jean Piere Dubois har praktiseret med stor sucess.

Der er mange meninger om fordele og ulemper ved outcross, linieavl og indavl. Spørgsmålet er interessant, men der findes ikke nogen absolut sandhed. Norman Hall, som har undersøgt tusindvis af stamtavler, mener ikke, at linieavl i sig selv kan forklare, hvorfor en hest er blevet god eller mindre god. Efter hans mening er man nødt til at undersøge stamtavlen for alle de bedste afkom efter en hingst for at kunne se, hvilke kombinationer af hingste, hingstelinier og nøglehopper, der har givet de bedste afkom. Resultatet af denne undersøgelse kalder han en hingsteprofil.

Blandt tilhængerne af linieavl er der forskellige opfattelser om nytten af balanceret linieavl (d.v.s. at linieavlen sker via en søn og en datter). Det vil ikke være så overraskende, hvis balanceret linieavl giver det bedste resultat, når man tænker på, at hingstens kønskromosomer er xy og hoppens er xx. Hingsten nedarver sit y til sønnerne og sit x til døtrene. En hoppe giver et x til sit føl uanset føllets køn. Eftersom en hests egenskaber (speed, styrke etc.) i forskelligt omfang formentlig er bundet til x eller y, så bliver effekten, at en hingst aldrig kan give det samme materiale til en af sønnerne, som han giver til døtrene.

Når det gælder de allerstørste avlsgiganter som Speedy Crown, Star's Pride eller Super Bowl, så er disse stærke i avlen både som far og som morfar (og mormorsfar). Efter min mening skyldes det, at de formidler stærke egenskaber over såvel x som y. Andre fremragende hingste, som er meget vigtige i en stamtavle, har ikke kunnet holde en hingstelinie i live. Eksempler på sådanne hingste er Spencer, Nibble Hanover, Hoot Mon, Florican, Nevele Pride og Bonefish. Jeg synes, at meget taler for, at disse hingste simpelthen har haft deres bedste egenskaber bundet til x-kromosomet.

For at gå ud på endnu dybere vand så synes jeg, at man skal bruge dette ræsonnement ved vurderingen af, om linieavlen skal være balanceret eller ej. Ved linieavl på de sidstnævnte hingste er der måske ikke nogen grund til at balancere. Det er muligvis endog en fordel kun at linieavle på dem via hopper, eftersom det alligevel er x-egenskaberne, man er ude efter.

Hanover Shoe Farms eksperimenterede i sin tid med linieavl på Spencer, og man producerede bl.a. Triple Crown-vinderen og verdensrekordholderen Scott Frost ved linieavl 4x2 via hopper. Af nyere eksempler er der bl.a. et par af Supergills bedste afkom, sønnen Toss Out og datteren Giant Diablo. Begge er linieavlede på Bonefish via hopper. Men Supergills allerbedste afkom, Malabar Man og Rite On Line, er produceret ved andre former for linieavl:

• Malabar Man: 4x4 Speedy Scot balanceret og 4x4 Nevele Pride via hingste (Bonefish og Madison Avenue).
• Rite On Line: 4x2 Nevele Pride balanceret og 3x3 Star's Pride via hingste (Super Bowl og Nevele Pride).
• Toss Out: 3x3 Bonefish via hopper og 4x4 Speedy Scot balanceret.
• Giant Diablo: 3x4 Bonefish via hopper og 2x4 Super Bowl via hingste (Supergill og Brisco Hanover).

Eksemplet med Supergills bedste afkom viser således ikke hvilken form for linieavl, der giver de bedste resultater, men det viser, at linieavl er meget udbredt. Man kan næsten ikke finde amerikanske travere, der ikke er linieavlede på en eller anden måde.

Golden Cross

Den simpleste avlsteori, der findes, er det såkaldte gyldne kryds. Desværre er teorien for simpel til at være særlig nyttig i praksis. Når man f. eks. udnævner Super Bowl - Speedy Crown til at være et gyldent kryds, så er det selvfølgelig rigtigt, fordi disse hingste er de mest fremtrædende repræsentanter for de to vigtigste hingstelinier. Men de fleste travheste i dag har både Super Bowl (eller hans far Star's Pride) og Speedy Crown i stamtavlen, og derfor kan man som regel ikke bruge dette gyldne kryds til noget.

Men selvfølgelig er det værd at undersøge, hvilken kombination af fædre og morfædre, der har givet de bedste afkom, og her er både Blodbanken og PedigreeGuru eller GlobeTrotter til stor hjælp. For svenskfødte heste kan resultaterne med f. eks. Speedy Crown som morfar ses på Blodbanken . Listen fra Blodbanken bekræfter, at Super Bowl hingste og andre hingste fra Star's Pride linien krydset med Speedy Crown er en god kombination, idet Super Arnie og Snack Bar topper listen. Listen viser også, at hingste som Pine Chip og Sugarcane Hanover fra Arnie Almahurst linien krydset med Speedy Crown hopper er en god kombination. Her er der tale om balanceret linieavl 4x3 på Speedy Scot.

Den samme undersøgelse kan fortages på PedigreeGuru og GlobeTrotter, som begge har den fordel fremfor Blodbanken, at de omfatter heste fra mange lande, herunder USA, Canada, Italien og ikke mindst Danmark.

Hvis undersøgelsen vedrører mindre betydende hingste løber man ind i det problem, at der ikke er særlig mange afkom med en bestemt far/morfar kombination, og så bliver resultaterne ikke så meget værd statistisk set. Resultaterne bliver med andre ord for tilfældige. Men det er stadig værd at undersøge.

Hingsteprofiler

Ovenstående er en profil for Pine Chip udarbejdet af Norman Hall. Den er hentet fra hans seneste bog "2006 Sire Profiles" som et eksempel på anvendelsen af hans nyeste teori, der går ud på, at de fleste af de bedste afkom efter en hingst har bestemte nøglehopper og hingstelinier i moderens afstamning. Bogen indeholder profiler for en lang række avlshingste i Nordamerika og Europa.

-

Idéen er så, at hvis man søger en åring efter f.eks. Pine Chip, kan man gennemgå et salgs- eller auktionskatalog og finde de individer, der opfylder succesmønstret i henhold til hingstens profil, altså at moderens stamtavle indeholder de nøglehopper og hingstelinier, som hingsteprofilen angiver. Tilsvarende kan man undersøge, om en påtænkt match opfylder succesmønstret for den pågældende hingst, og dermed om det er den optimale kombination.

-

Ovenstående skema er næsten ulæseligt direkte på siden, men klik på skemaet, så kommer der en større udgave frem. Indholdet af profilen for Pine Chip er forklaret nærmere i det følgende.

-

Norman Hall er ophavsmanden til Pedigree Matching teorien, og sammen med sønnen Chuck har han også udviklet PC programmerne PM99 og PM GlobeTrotter samt www.pedigreeguru.com .
-
Norman Hall er endvidere forfatter til bogen ”Queen among Queens”, der bl. a. handler om nøglehopperne Adioo, Hatteras, Kathleen. Manette, Oniska, Midnight og Miss Russell. Det er sidstnævnte, der er "dronningen blandt dronninger". Også de noget yngre hopper Helen Hanover og Margaret Parrish bliver i bogen betegnet som nøglehopper. Alle disse er amerikanske travere. Blandt de franske travere har Norman Hall fundet frem til to nøglehopper, nemlig Belle Poule og Perce Neige.
-

I hingsteprofilerne er hingstenes navne for at lette oversigten trykt med farve og Pedigree Matching bogstavkoder efter hvilken linie de tilhører: Peter Scott linien (S) er rød. Peter Volo - Worthy Boy linien (W) er blå. Peter Volo – Victory Song linien (V) er grøn og Axworthy linien (X) er lilla.
-
Hingsteprofilen for Pine Chip oplister hans 16 bedste afkom regnet efter indtjening og viser fædrene til deres 1.- 4. mor (d. v. s. mor, bedstemor, oldemor, tipoldemor). Hver hingst tilfører forskellige X-faktor forbindelser til stamtavlens moderside, og bidraget noteres under hingstens navn, idet der anvendes følgende bogstaver:
-
A: Adioo, H: Hatteras, K: Kathleen, M: Manette, O: Oniska og R: Miss Russell. Helen Hanover er vist som A2 (dobbelt Adioo) og Margaret Parrish er M2 (dobbelt Manette). Forekomsten af dobbeltkopier er noteret i kolonnerne til højre under de respektive bogstaver A, H, K, M, O, R. I tilfælde af, at Margaret Parrish eller Helen Hanover forekommer en gang hvor som helst i stamtavlen, noteres det med et X i kolonnen under MP. Forekommer de to gange noteres X2; tre gange X3, etc.
-
Dobbeltkopierne til Kathleen i Pine Chips bedste afkom involverer næsten altid Speedy Crown. Faktisk har en stor procentdel af de bedste, 13 ud af 16, en Speedy Crown mor eller mormor. En af de øvrige har en mormor efter Homesick, en søn af Speedy Crown, som også bærer Kathleen såvel som Margaret Parrish. 10 af de bedste 16 afkom viser Margaret Parrish på modersiden, og 4 af de resterende 6 er ud af Speedy Crown hopper, mens 5 ud af de samme 6 har en anden Speedster linie i de første tre mødre.

Profilen for Pine Chip kan kort beskrives som følger:
Hingstelinier: 14/16 inkl. top 12 har Speedy Crown eller søn 1-2. En med fuldsøster til Speedy Crown som 2. mor.
X-faktor: 16/16 har dobbelt Kathleen 1-2. Tophesten har dobbelt Kathleen, Hatteras og Oniska.
Nøglehopper: 10/16 har Margaret Parrish. Alle undtagelser har Speedy Crown 1-2. Alle hopper har Kathleen og Oniska.

Profilen for Coktail Jet kan kort beskrives som følger:
Hingstelinier: 15/16 har Peter Scott linie 1-4, 13/16 er 1-2. Ingen Stars Pride linie 2. mor. 4/5 med Stars Pride linie hopper har Speedster linie 2. mor.
X-faktor: Alle franske hopper har dobbelt Belle Poule og/eller Perce Neige. Ikke franske hopper har dobbelt Oniska og/eller Adioo.
Nøglehopper: Belle Poule findes i alle franske hopper mindst to gange. Top 12 franske hopper har også Perce Neige. Top 4 ikke franske hopper har Margaret Parrish og Kathleen.

Profilen for Ride the Wave kan kort beskrives som følger:
Hingstelinier: Top 7 og 12/16 er ikke Speedy Scot linie. 9 af top 10 har Stars Pride linie 1-3.
X-faktor: 16/16 har Kathleen og/eller Manette dobbelt 1-2.
Nøglehopper: 6/16 har Margaret Parrish. Top 15 har Kathleen. Top 9 har Kathleen og Manette eller Kathleen og Oniska.

Profilen for Carmody Lobell kan kort beskrives som følger:
Hingstelinier: 15/16 har Axworthy linie 1-4, 14/16 har Peter Scott linie 1-3 inkl. top 4.
X-faktor: 13/16 har Adioo dobbelt eller Adioo 1-2.
Nøglehopper: 8/16 har Margaret Parrish. 15/16 har Oniska. Top 3 og 11/16 har Adioo, Kathleen og Oniska.

Profilen for Earthquake kan kort beskrives som følger:
Hingstelinier: 12/16 har Speedy Scot linie mødre, 15/16 har Speedy Scot linie 1-4.
X-faktor: 11/16 har Manette. 14/16 har Manette og/eller Oniska.
Nøglehopper: 9/16 har Margaret Parrish. 11/16 har Adioo og Oniska inkl. top 5.

Pedigree Matching

Oprindelsen til teorien
Pedigree matching er et nyt navn på en gammel teori, idet den er baseret på Wallace’s American Trotting Register fra 1871 – det første forsøg på at dokumentere den amerikanske travers historie.
Den almindelige opfattelse dengang var, at man bedst producerede en god traver ved at krydse hopper, der viste gode evner for trav, med fuldblodshingste. Derved håbede man at forbedre både hurtighed og udholdenhed. John Wallace derimod mente, at det ville være fornuftigt ”at forene to strømme, der stammer fra samme kilde, men som har været adskilt i nogle generationer”. Denne formulering er en lidt poetisk omskrivning for begrebet linieavl.

I fuldblodsavlen har succesrige avlere som Aga Khan og den legendariske Federico Tesio praktiseret balanceret linieavl, et koncept med udgangspunkt i den statistiske kendsgerning, at indavl og linieavl på udvalgte individer gennem sønner og døtre har vist sig at give meget bedre resultater end gennem sønner alene eller døtre alene.

For at forstå pedigree matching må man først forstå begrebet hingstelinier, der fører nutidens travere tilbage til stamhingstene – ja helt tilbage til Wallace’s ”kilde”, fuldblodshingsten Messenger (1780-1808), der havde særlige evner for trav.

Grundlaget for teorienDen helt basale regel for ”pedigree matching” er, at man skal føre det bedste blod fra hingstens mor tilbage til hingsten – en tese der stammer fra Federico Tesio. Det bedste blod er normalt defineret som hingstelinierne i den hoppe, man planlægger at avle på. Den simpleste udgave af tesen er således at finde en hoppe med hingstelinier på fadersiden (”primary match”) eller på modersiden (”maternal match”), der er de samme som på hingstens moderside.

Der er imidlertid også en anden form for match, der er vigtig i både traver- og fuldblodsavlen, nemlig ”outmatch”. Denne form for match indfører bestemte hingstelinier, der ”mangler” i stamtavlen. En ”outmatch” kan sammenlignes med en ”outcross”, men sidstnævnte er helt fri for linieavl, hvorimod ”outmatch” er en speciel form for linieavl, hvor der som nævnt tilføjes en manglende eller svagt repræsenteret linie.

HingstelinierI Pedigree Matching anføres hingstelinierne for hver hest med seks bogstaver, hvor rækkefølgen af bogstaverne angiver positionen i stamtavlen af de pågældende hingstelinier. For alle travheste er der således anført fire primære hingstelinier og to sekundære hingstelinier. Bogstaverne angiver hvilken linie der er tale om:

S Peter Scott linien
W Peter Volo - Worthy Boy linien
V Peter Volo – Victory Song linien
X Axworthy linien

Primære og sekundære hingstelinier

Der er som nævnt flere typer af match, og den mest interessante er den primære match, hvor hingstelinierne fra farmor og morfar (de såkaldt primære hingstelinier) svarer til hinanden. Vi må derfor fokusere på den midterste del af stamtavlen for at bestemme en mulig match. Som det ses i det følgende, er der undertiden også brug for at anvende de sekundære hingstelinier, der kommer fra farfar og mormor, for at bestemme matchtypen.

Speedy CrownHvis vi eksempelvis sammenholder stamtavlen for Speedy Crown (Link til Blodbanken) med ovenstående tabel, så fremgår det, at han har følgende bogstavkoder:

Primære hingstelinier for far: XSXV
Sekundære hingstelinier for far: SXPrimære hingstelinier for mor: XSXX
Sekundære hingstelinier for mor: SW
Selv om bogstaverne ikke er i samme position, så optræder de med en enkelt undtagelse i samme antal for far og mor, idet der er tre linier til Axworthy (X), to til Peter Scott (S) og en til Peter Volo – Victory Song (V), henholdsvis Peter Volo – Worthy Boy (W).

I en fuld match skal mindst tre af de fire primære hingstelinier være fælles, og matchen er særlig stærk, hvis de samme hingstelinier også optræder som sekundære hingstelinier på modersiden.

For Speedy Crown ser vi, at hingstelinierne i Scotch Love fører tilbage til Peter the Great (2 steder) og Axworthy (2 steder), sidstnævnte via hans sønner Guy Axworthy og Dillon Axworthy. Fra Florican ser vi Guy Axworthy (2 steder), Lee Axworthy (søn af Guy Axworthy) og Peter the Great. Fra Worth A Plenty ses Guy Axworthy igen samt Peter the Great 5 steder ud af 8 mulige, heraf 2 steder via sønnen Peter Volo og et enkelt sted via hver af sønnerne Chestnut Peter og Peter the Brewer. Stamtavlen for Speedy Crown viser således den ultimative fuldmatch, idet alle elementerne i hans mor genfindes i hans farmor, Scotch Love.

X-faktor teorien

Genetiske regler for X-faktoren
En hest har 64 kromosomer i hver eneste celle (31 autosompar og 1 par kønskromosomer). Kønskromosomerne kaldes X- og Y-kromosomer. Et sted på kromosomerne, der styrer en bestemt egenskab, kaldes et locus. Et locus indeholder et gen fra faderen og et gen fra moderen.

I 1995 startede et internationalt forskningsprojekt med det formål at kortlægge hestens gener, og i 2007 nåede man målet. Hestens genom (arvemasse) med 30.763.255 DNA-sekvenser var da samlet i en database, og rækkefølgen af sekvenserne var fastlagt og ordnet langs de 32 kromosompar. Der er dog endnu ikke identificeret noget gen for ”stort hjerte”.

Gener kan være dominante, recessive, codominante eller intermediære. Dominante gener slår igennem i enkelt dosis. Mindst en af forældrene vil også have genet. Dominante gener skrives med stort. Recessive gener skal være tilstede i dobbelt dosis for at slå igennem. Recessive gener skrives med småt. Codominante gener betegner dominante gener, der er lige stærke, og hvor begge gener kan komme til udtryk. Intermediære gener er også dominante gener, der er lige stærke, men hvor resultatet bliver en mellemting.

Ifølge Dr. Anthony Stewart fra University of Sydney skyldes egenskaben ”stort hjerte” et codominant gen på X-kromosomet. X-kromosomet kan således enten indeholde et gen for ”stort hjerte”, hvilket indikeres med X , eller et gen for ”normalt hjerte”, hvilket indikeres med X. Hingste har et X-kromosom og et Y-kromosom, og de kan derfor beskrives som enten XY eller XY. Alle af kategorien XY har et stort hjerte, medens ingen af kategorien XY har et stort hjerte. Hopper har to X-kromosomer, og de kan beskrives som enten XX, XX eller XX. Alle med betegnelsen XX har et stort hjerte, medens det er 50/50 for XX, og ingen med betegnelsen XX har et stort hjerte.

Når man kombinerer en hingst og en hoppe, bliver der følgende 6 kombinationer, idet et gen kommer fra hingsten og et gen fra hoppen (Prøv selv at tage et bogstav fra hingstens betegnelse og et bogstav fra hoppens betegnelse og se, at der er de muligheder, som er anført efter pilen):
1. Hoppe med dobbelt X-faktor og hingst med X-faktor
XX / XY → XX, XY
2. Hoppe med enkelt X-faktor og hingst med X-faktor
XX / XY → XX, XX, XY, XY
3. Hoppe uden X-faktor og hingst med X-faktor
XX / XY → XX, XY
4. Hoppe med dobbelt X-faktor og hingst uden X-faktor
XX / XY → XX, XY
5. Hoppe med enkelt X-faktor og hingst uden X-faktor
XX / XY → XX, XX, XY, XY
6. Hoppe uden X-faktor og hingst uden X-faktor
XX / XY → XX, XY

Resultatet af kombinationerne1. XX / XY → XX, XY
Stjernekombinationen med en dobbelt X-faktor hoppe og en X-faktor hingst er desværre uhyre sjælden. Alle afkom får et stort hjerte.

2. XX / XY → XX, XX, XY, XY
Kombinationen med en X-faktor hoppe (50 % af disse har et stort hjerte) og en X-faktor hingst (alle disse har et stort hjerte) er også sjælden. Her vil 50 % af hingstføllene og 75 % af hoppeføllene få et stort hjerte. Af hoppeføllene vil 50 % få dobbelt X-faktor og 50 % enkelt X-faktor. Alle med dobbelt X-faktor vil få et stort hjerte, og 50 % af dem med enkelt X-faktor vil få et stort hjerte.

3. XX / XY → XX, XY
Kombinationen med en hoppe uden X-faktor og en hingst med X-faktor er mere almindelig, om end uhensigtsmæssig på kort sigt, idet ingen hingstføl vil få stort hjerte. Alle hoppeføl vil få en enkelt X-faktor, og 50 % af disse vil få et stort hjerte. I avlen vil de 50 %, der ikke får et stort hjerte dog være lige så værdifulde, idet de bærer X-faktor genet som et recessivt (vigende) arveanlæg. Med andre ord vil de i lige så høj grad kunne viderebringe X-faktoren til deres afkom.

4. XX / XY → XX, XY
Kombinationen med en dobbelt X-faktor hoppe og en hingst uden X-faktor har haft stor succes i amerikansk fuldblodsavl, hvor mange eliteheste er produceret efter den recept. Antallet af dobbelt X-faktor hopper er dog særdeles begrænset, så kombinationen er trods alt sjælden. Man bruger en speedhingst til en distancestærk (men for langsom) hoppe og håber så, at føllet får speed fra hingsten og distance fra hoppen. Hvis hoppen har dobbelt X-faktor, så vil alle hingstføl og 50 % af alle hoppeføl få et stort hjerte. Alle hoppeføl vil få en enkelt X-faktor, og også de 50 %, der ikke får et stort hjerte, vil være værdifulde i avlen, idet de bærer X-faktor genet som et recessivt (vigende) arveanlæg.

5. XX / XY → XX, XX, XY, XY
Kombinationen med en X-faktor hoppe og en hingst uden X-faktor ligner ovennævnte, idet man bruger en speedhingst til en distancestærk hoppe og håber, at føllet får speed fra hingsten og distance fra hoppen. Hvis hoppen har en enkelt X-faktor vil 50 % af hingstføllene og 25 % af hoppeføllene få et stort hjerte. Halvdelen af hoppeføllene vil få en enkelt X-faktor, og halvdelen vil være uden X-faktor. Så hurtigt kan man faktisk avle X-faktoren bort, hvis man er uheldig.

6. XX / XY → XX, XY
Kombinationen, hvor hverken hoppe eller hingst har X-faktor, er desværre den mest almindelige, og ingen afkom vil få X-faktor.

Forskningsprojekter om store hjerterHjertets størrelse kan måles på en levende hest ved elektrokardiografi (EKG) eller ved ekkokardiografi (ultralyd). Når disse målinger sammenholdes med hestenes præstationer, kan betydningen af hjertets størrelse vurderes. I flere undersøgelser har der vist sig en signifikant korrelation mellem gode præstationer og stort hjerte. Ud fra en dansk undersøgelse i 1980 kan det konkluderes, at 22 % af præstationsevnen skyldes hjertets størrelse, og de resterende 78 % skyldes alle andre faktorer tilsammen. Flere af projekterne har omfattet hoppefamilier, og de har samstemmende vist, at store hjerter synes at være forbundet med X-kromosomet.

ElektrokardiografiI 1953 begyndte Dr. James Steel, professor i veterinær medicin på University of Sydney, Australien, at måle størrelsen af hjertet på væddeløbsheste ved hjælp af elektrokardiografi (EKG), og den første rapport (baseret på undersøgelse af 306 fuldblodsheste) blev udsendt i 1957. Hovedrapporten (baseret på undersøgelse af 2.500 fuldblodsheste) udkom i 1963. En af James Steels medarbejdere, Dr. Anthony Stewart, har fortsat arbejdet, og også andre forskergrupper har bidraget til at kaste lys over emnet. I Danmark udgav K. Nielsen og G. Vibe-Petersen fra KVL i 1980 en rapport over deres undersøgelser af 230 travheste, og i USA har forfatteren Marianna Haun, Dr. Fred Fregin og Dr. Gus Cothran, University of Kentucky, siden 1993 målt mere end 1.000 heste ved hjælp af EKG samt forsket i den genetiske sporbarhed af de store hjerter.

James Steel opfandt begrebet ”Heart Score” som udtryk for hjertets størrelse. Hestens ”Heart Score” måles på elektrokardiogrammet (EKG) som bredden af QRS kurven målt i mSek. Enheden på Y-aksen er mV.

Ekkokardiografi
Det var radiologen Norman Rantanen, der sammen med Dr. Anthony DeMaria udviklede anvendelsen af todimensional ekkokardiografi (ultralyd) til måling af hjerter på heste. Rantanen begyndte sine målinger i 1983 i Kentucky, og han har foretaget målinger på næsten 4.000 heste. Han har også foretaget sammenlignende undersøgelser af de to metoder, EKG og ultralyd, idet de samme heste blev undersøgt med begge metoder - ultralyd ved Rantanen og EKG ved Dr. Doug Byars.

Dyrlægen David Lambert lærte metoden af Rantanen, og da denne ikke kunne skaffe midler til at fortsætte projektet, videreførte Lambert de praktiske og statistiske undersøgelser på privat basis. Derfor er Lambert nu efter Rantanens mening den, der ved mest om metoden. Han offentliggør imidlertid intet videnskabeligt materiale, fordi det er en bedre forretning at sælge rådgivning direkte til de store hesteejere og stutterier. I USA er det nemlig blevet en lukrativ forretning for enkelte specialister at foretage ekkokardiografi af 1-åringer på de store auktioner. Det forhindrer ikke, at andre kan bruge metoden, men det er ærgerligt, at manden med den største ekspertise inden for området ikke ønsker at dele sin viden med andre.
I Danmark har Rikke Buhl anvendt ekkokardiografi ved hjerteskanning af 132 travheste født i 1999 (G-årgangen). Resultaterne indgår i hendes Ph.D. afhandling, ”Development of cardiac dimensions assessed by echocardiography in young standardbred trotters”, som hun forsvarede på KVL den 8. oktober 2004.

Ekkokardiografi af hestehjerte