16. september 2017

Fælles skandinavisk spilleselskab?

På torsdag bliver der afholdt et spændende møde, hvor Dansk Hestevæddeløb, ATG og Norsk Rikstoto samt sportsorganisationerne Svensk Travsport og Det Norske Travselskap skal forsøge at blive enige om, hvordan udbuddet af spil på heste skal organiseres.

Det er en hastesag, idet loven om liberalisering af spil på heste m.v. træder i kraft den 1. januar 2018.

Vi ved, at Dantoto og deres TV-kanal Racing Live vil fortsætte efter årsskiftet, ihvertfald med udbud af svenske løb. Det har produktchef i Dantoto Morten K. Sørensen meddelt til Travservice:

Det bliver business as usual i Dantoto efter årsskiftet

Vi ved også, at Dansk Hestevæddeløb jf. en artikel i Travservice har indgået aftale med STV om en ny TV-kanal med meget større fokus på de danske hestevæddeløb, end der har været tidligere:

I oktober er alt klar


Direktør Henrik Friis, Dansk Hestevæddeløb, har meldt ud, at fælles puljer er et must for det liberaliserede spil, og at der allerede i løbet af oktober måned vil være afprøvninger af den fælles platform, som hostingselskabet bag spil på heste bygges op omkring. Det afgørende er, at alle spiludbydere spiller ind i samme pulje til sikring af attraktive gevinstmuligheder for spillerne:

Fælles puljer er et must for det liberaliserede spil

Trav- og galopsporten er i gang med at opbygge et eget spilleselskab, og Henrik Friis sagde den 28. juni til Travservice:
- "Vi er meget langt med hensyn til at etablere vor egen spilleplatform, der skal kunne udbyde danske væddeløb – ikke blot herhjemme, men også til udlandet. Vi har indgået aftale med firmaet Sportech, der er en af verdens førende på totalisator-området, og jeg er overbevist om, at vi får lavet en spille-platform, der er brugervenlig og stabil.":

Sportens spilleselskab under opbygning

Det er en kæmpeopgave, der ligger for hestevæddeløbssportens ledelse. Opgaven med at skabe en bæredygtig økonomi for sporten er næsten umulig på de foreliggende betingelser. Det eneste sporten kan være sikker på i den nye ordning er at modtage en afgift på 8 % af spillet til danske baner og intet fra dansk spil til udenlandske baner. Noget kan hentes ved aftaler med Sverige og Norge samt især Frankrig om spil derfra på danske væddeløb, men næppe nok.

Hvis spilleomsætningen på danske væddeløbsbaner er ca. 150 millioner kr. årligt,er sporten sikret en indtægt på 8 % svarende til 12 millioner. Da sporten har behov for ca. 100 millioner kr. årligt for at holde det nuværende præmieniveau, vil der således være en manko på ca. 90 millioner kr., som kan forsøges indtjent ved at sporten selv får spillelicens i helt fri konkurrence med alle andre, der måtte ønske at drive spil på heste. Her er man oppe imod professionelle spiludbydere i et helt frit marked. Udenlandske spilleselskaber som Unibet vil givetvis søge spillelicens, og Danske Spil (Dantoto med tilhørende TV-kanal Racing Live) vil som nævnt fortsætte efter årsskiftet - ihvertfald med svenske løb. Der bliver således hård konkurrence fra dag 1.

De første 5 år er der dog ingen problemer med at finansiere trav-og galopsporten, men jeg var enig med Lars Raahauge, da han den 4. maj 2017 skrev følgende på facebook:

"Apres nous, le deluge! Først den gode nyhed: de næste ca. 5 år kan vi glæde os over fed travsport, åbne baner og rimelige præmiesummer i løbene samt fornuftig finansiering af banernes og DTC's drift. Så trods alt nogle gode år endnu. Når Kulturministeriets støtte via DS' overskud stopper, og spillemarkedet på heste totalt liberaliseres, kommer sporten, hvis det overhovedet lykkes for os at stable finansiering på benene til at starte et spilleselskab for at skulle konkurrere med nogen af de mest top-professionelle og benhårde drenge, som man kan forestille sig, til at skulle leve af det overskud, man måtte kunne generere i et sådant selskab. Konkurrenterne i dette marked vil kunne spise os til morgenmad medmindre vi kan head-hunte, og betale os fra, de ypperste i branchen! Det vil jeg desværre tildele en sandsynlighed, der svarer til en snebolds overlevelseschance i Helvede. Så det gælder om at acceptere tidsperspektivet - lad os nyde de gode tider de næste ca. 5 år....."

Debat om emnet den 4. maj 2017 i gruppen "Travsport" på Facebook

Ingen kommentarer: