Det har altid undret mig, at næsten alle ryttere longerer deres heste med enkeltline og kapsun, for hestene bliver jo skæve af den behandling. Derfor blev jeg glad, da jeg læste Monty Roberts bog "Fra mine hænder til dine". Heri skriver han, at longering på en line ifølge sagens natur er skadeligt for hesten, og at en hest, der er blevet udsat for denne type longering, normalt vil løbe på volten med hovedet drejet udad i forhold til kroppens midte. En hest, der løber i en modsat bue i forhold til sin rygsøjle, arbejder med musklerne "imod skelettet" på en unaturlig måde. Monty Roberts skriver også, at longering på en line påvirker bækkenringen og bagparten. Når en enkelt line fæstnes til hestens hoved, og hesten bliver bedt om at galopere for enden af linen, dikterer centrifugalkraften, at den må bevæge sig med et udvendigt pres på longen. Træneren holder hovedet i en bestemt afstand fra midten, hvilket resulterer i, at bagpartiet bevæger sig lidt uden for voltens omkreds. Når hesten bevæger sig på denne måde, opmuntres den til at galopere med udvendigt bagben forrest. Longen vil uvægerligt få hesten til at galopere med indvendigt forben forrest. Dette resulterer i at hesten går urent med en galop fortil og en anden bagtil (krydsgalop). Det er ødelæggende for hestens anatomi at galopere sådan. Det sætter bækkenet i en så unormal stilling, at det belaster nogle meget vigtige ledbånd, sener og muskler.
Alle bøger om ridning (undtagen ovennævnte bog af Monty Roberts), som jeg har kendskab til, anbefaler longering med kapsun. Det samme siger alle de rideinstruktører og ryttere, som jeg har talt med. De to ting hænger jo nok sammen. De fleste ryttere er meget autoritetstro. Rideinstruktørens ord er lov, og instruktøren er også flasket op med den opfattelse, at longering kun kan foretages med enkeltline. En af Danmarks bedste ryttere, som også har været dommer ved kåringer i Dansk Varmblod, sagde engang til mig, at det ikke kan lade sig gøre at longere en hest med dobbeltliner. Hesten ville blive bange for at få linerne ned om benene, og det ville gå helt galt. Uden held forsøgte jeg at overbevise ham om, at jeg og alle andre travfolk havde longeret masser af heste i dobbeltliner, og at ingen travfolk kunne drømme om at longere med kapsun. Og det er ikke kun travheste, der kan longeres med dobbeltliner. Jeg har selv longeret mange unge og helt rå varmblodsheste uden problemer. Her er måske for engangs skyld et eksempel på, at ridesporten kunne lære noget af travsporten.
22. januar 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Hej
Jeg har læst dit indslag. Jeg har stor interesse for dobbelt longering, men mangler noget læsestof omkring emnet. Kender du til nogle forlag, som har udgivet bøger omkring dette emne?
Monty Robert: "Fra mine hænder til dine" kan jeg godt anbefale.
Send en kommentar