15. juni 2021

Charlottenlund eller Høje Taastrup?

Charlottenlund Travbane

I morgen skal medlemmerne i Det Danske Travselskab tage stilling til, om man skal bibeholde og udvikle Charlottenlund Travbane, eller om man skal flytte banen til Høje Taastrup.

Der er op til generalforsamlingen kommet flere indlæg, som medlemmerne bør læse og tage stilling til, inden de træffer deres valg.

Jeg er tilhænger af at bibeholde og udvikle Charlottenlund Travbane, fordi økonomien i Høje Taastrup-modellen er uden hold i den økonomiske virkelighed. Den foreslåede Åby-model vil derimod kunne generere fremtidige, faste indtægter til driften af travbanen samtidig med, at travbanens nuværende beliggenhed - et af de største aktiver dansk travsport råder over - kan bevares. 

Derfor er jeg enig med Theodor Nielsen, som jeg håber bliver indvalgt i bestyrelsen. Læs hans indlæg her:

Theodor Nielsen i Travservice den 8. juni 2021:

Næste uge skal vi, medlemmerne i Det Danske Travselskab, tage stilling til om bestyrelsen skal arbejde for at beholde Lunden i Charlottenlund, eller om der skal arbejdes for en afvikling af Lunden, og etablering af en ny bane i Taastrup.

Når jeg følger med i diverse meningstilkendegivelser på Facebook, podcasts med mere, så er det meget tydeligt at følelserne ligger til grund for passionerede holdninger, og alle taler om pengene. Men det er med pengene i travsporten som med vejret, alle taler om dem, men ingen gør noget ved det!

Beslutningen om hvor Lunden skal ligge må i sidste ende handle om hvor der kan skabes en sund forretning, dvs. en forretning der ultimativt er økonomisk uafhængig, og som kan skabe blivende indtægter (også de næste 100 år), således at vi kan bygge travsporten på en måde, hvor det er sportsligt, underholdningsmæssigt og økonomisk attraktivt at være involveret som aktiv, hesteejer, eller på anden vis. Det skal og bør være den langsigtede sunde forretning der ligger til grund for beslutningen.

Jeg er enig i at der skal ske noget snart, men der skal ikke ske noget før der ligger en meget gennemarbejdet plan. Af de fremlagte planer, kan jeg kun se at den ene af disse opfylder ovenstående kriterier.

Jeg er stærkt fortaler for at LUNDEN BLIVER I CHARLOTTENLUND.

Visionerne for Lundens fortsatte virke i Charlottenlund er i mine øjne et fantastisk projekt.

Lunden bliver i de historiske rammer, der er et nationalstadion værdigt. Lunden er beliggende midt i den mest velhavende del af Danmark, og dette har igennem mange årtier været i uudnyttet potentiale i forhold til at få nye folk ind i vores sport, og samtidig er det netop en af nøglekomponenterne til at gøre Lunden til en overskudsgivende forretning.

Lunden projektet indbefatter en solid forretningsplan, som jeg forventer vil blive fremlagt på generalforsamlingen, der vil sikre overskud på driften, og dette overskud kan bruges til at hæve præmierne med.

I korte træk er logikken, at Lunden qua sin attraktive placering skal kunne udnyttes til aktiviteter der giver et indtægtsgrundlag, der ikke er baseret på heste og trav.

Det er meget sund fornuft i forhold til et risikospredningsperspektiv når nu vi ved selvsyn konstaterer at trav i sig selv ikke er verdens bedste forretning under de nuværende forhold.

Lunden-modellen har den yderligere fordel at langt størstedelen af grunden ikke sælges.

Den del af grunden, som vi beholder, vil over tid blive mere værd, og vil ikke udelukke andre fremtidige tiltag såfremt det bliver nødvendigt.

Lunden planen er elegant, største delen af værdierne beholdes og er en god forretning.

Win win for alle (på nær dem der vil trække værdierne ud af grunden nu for egen vindings skyld).

Taastrup-modellen er i mine øjne det rene vanvid.

For at gøre det helt kort, så er det en model der tilgodeser sporten i dag ved at sælge det eneste aktiv som Det Danske Travselskab har af værdi, nemlig grunden, bruge 400 millioner kroner på en ny bane, og så holde fest for de resterende midler i kraft af forhøjede præmier.

Taastrup modellen har ikke skyggen af en bæredygtig forretningsmodel, og det er derfor en sikker og hurtig vej mod bunden.

Der er dog flere forhold i Taastrup modellen som skriger til himlen i rendyrket vanvid.

1) Et argument er at man vil skabe et hestecenter, et mini Grosbois forstås, med liv på banen hvor man kan komme og klappe sin hest. På den anden side vil man lave en 1400 meter bane fordi det er bedre TV og man ikke forventer at der kommer folk til trav.

Disse to forhold er modstridende, men jo heller ikke vigtigt, hvis man blot vil have præmierne forhøjet nu, have nogle fede år, og så lukke ned.

2) Man lader forstå at Lunden befinder sig på en brændende platform og at der skal handles nu, men samtidig vil man investere 400 millioner kroner uden at have en bæredygtig forretningsmodel. Det er ikke en plan der bør få mange stemmer.

3) Det er et argument, at hvis ikke præmierne forhøjes nu, så vil sporten dø, men ingen forholder sig til at de svenske baner der har forhøjede præmier i køreafstand fra Danmark, ikke allerede er løsningen på problemet. Jeg forventer at et modargument vil være for hård konkurrence, men konkurrencen skal nok komme.

4) Man lader vide man ikke har været i dialog med Gentofte Kommune, men samtidig er der mange ”kloge” mennesker der gør sig kloge på hvad kommunen vil være med til, og hvad de ikke vil være med til, hvilket ikke giver nogen mening såfremt det ikke er løgn, at man ikke har været i dialog med kommunen, eller at man fører en bevidst skræmmekampagne.

5) Taastrup modellen foreslår, at man vil sælge arealet i Charlottenlund, og derefter skal indtægten forrentes gennem placering af midler i boliger på det gamle areal. Altså, den logik kan jeg ikke følge. Pengene kommer jo netop fra et salg af det selvsamme areal, så hvordan forestiller man sig at investere i boliger på et areal man har solgt?

Som jeg analyserer Taastrup modellen, så er det det nuværende formandskabets hede drøm at administrere et projekt med mange penge, og hvor man kan fremstå som en Messias i forhold til dansk travsport.

Men det er Det Danske Travselskab der betaler prisen ved at sælge alt hvad vi har af værdi.

Jeg har ingen tillid til motivation for Taastrup modellen.

Jeg har ingen tillid til evnerne i formandskabet til at gennemføre et projekt af den størrelsesorden.

Jeg har ingen tillid til forretningsmodellen.

De mega-trends, som travet er oppe imod, tror jeg ikke vi kan vinde over.

Vi kan derimod skabe en sund forretning, hvor overskuddet kanaliseres ind i sporten, så vi bliver langt mere uafhængige af støtte udefra.

Jeg mener, at Lunden i Charlottenlund er den rigtige vej frem.

Lunden projektet er en god business case, og det er i modsætning til Taastrup-modellen ikke en alt-eller-intet plan.

Theodor Nielsen

Theodor Racing/Garbo

Suppleant til bestyrelsen i Det Danske Travselskab (til information, så har jeg ikke været inviteret til et eneste bestyrelsesmøde)

Kandidat til bestyrelsen i Det Danske Travselskab

Charlottenlund Travbane

René Lund Sørensen i Travsport den 14. juni 2021:

Kære medlemmer,

Tænk Jer godt om inden I afgiver Jeres stemme om nogle dage. Det er vigtigt ikke, at lade sig forføre af noget som på et taknemligt papir kan se godt og spændende ud. Og specielt når det er baseret på gætværk uden hold i en gennemarbejdet virkelighed.

Der er 2 kæmpe problemer i det oplæg, hvor man ønsker at flytte banen til Høje Taastrup.

Det er økonomien og lokalplanen. Det største problem er, at hele oplægget hviler på et ekstremt skrøbeligt fundament både økonomisk og politisk. Økonomien i Høje Taastrup projektet er mildest talt overoptimistisk og med fantasi tal omkring provenu og en udgiftsside, som er lavet ud fra en standardmodel. Projektet kan meget realistisk vise sig at blive 2-300 mio. dyrere end skitseret og med et mindre provenu end det best case scenario provenu man har forsøgt, at få folk til at tro er muligt, så er projektet allerede i minus inden første løb er kørt. Og så har man tabt alt. Så står man med et underskudsgivende projekt og uden nogen form for aktiver og ingen forhøjede præmier i løbene. Og hvorfor får man så ikke det provenu hjem? Det er fordi man ALDRIG får en lokalplan gennemført som vil tilgodese en ejendomsudvikler/investor så man kommer bare tilnærmelsesvis tæt på det provenu man bygger hele projektet på. Så ja hvis man vil gøre noget for sporten og for Lunden, så vælger man den løsning, der kan lade sig gøre og som der formentlig vil være politisk velvilje til i Gentofte og det er, at lade Lunden ligge hvor den har ligget i 130 år. Alt andet kan aldrig gennemføres.

Og jeg forstår selvfølgelig godt, at det lyder attraktivt med et helt ny anlæg med masser af trænings faciliteter og fast opstaldning? Men risikerer man ikke bare at anlægget kommer til at stå tomt i alle dage, hvor der ikke er løb, fordi folk har træningsfaciliteter hjemme.

Desuden har bestyrelsen ikke rakt ud til Gentofte Kommune og hørt hvad deres overordnede indstilling er og om de er interesseret i, at finde en fælles løsning, der kigger fremad og tilgodeser de nye tider vi lever i således, at vi kan skabe en rentabel forretning på Lunden. Jeg ved godt, at det ikke giver politiske løfter men man burde måske have vejret luften inden sådan en altafgørende beslutning, hvor man derimod meget grundigt har været i dialog med Høje Taastrups politiske apparat.

Personligt forstår jeg stadig ikke hvad folk ser i Højre Tåstrup når man har Danmarks bedste beliggenhed, hvor historie, sjæl og en fantastisk modernisering til være tiltrækningsmotor for erhvervspartnere og en lang række andre interessenter i de mest fantastiske omgivelser. Bevar Lunden – udvikling fremfor afvikling.

René Lund Sørensen i Travsport den 9. juni 2021:

Kære medlemmer tænk Jer godt om inden i afgiver Jeres stemme til generalforsamlingen. Min holdning og ønske om, at banen skal blive hvor den ligger, handler slet ikke om, at jeg er vokset op på banen og den er mit barndomshjem. Det handler om at hele Høje Tåstrup projektet og det overskud det skulle generere ved et salg af Lunden, er bygget på fantasital, der på INGEN måde kan garanteres, i relation til det kæmpe store provenu på 850-1000 mio. som hele projektets succes er baseret på.

Og hvorfor er det så et fantasi beløb. Det er det fordi det provenu er et best case scenario provenu hvor det både politisk og i beboerhøringer lykkes, at få gennemført en ny lokalplan, der tilgodeser en ejendomsinvestor/udvikler. Og det kommer ALDRIG til at ske. Hvis man har kendskab til de servitutter matriklen er behæftet med så vil det aldrig kunne lykkes at ændre lokalplanen så drastisk. Og skulle det rent hypotetisk ske, så vil en borger høring sætte en stopper for det, men så langt når man ikke. Det betyder, at et provenu vil komme til at ligge meget tættere på de nuværende etableringsomkostninger som man skriver at Høje Tåstrup vil koste og derved er INTET vundet, tværtimod har man nu byttet Danmarks bedste beliggenhed ud med kønsløse omgivelser i Høje Taastrup.

Derudover er de 475 mio. som den nye bane er budgetteret til at koste baseret på nogle standardrammer. Og prisen kan sagtens blive både 2-300 mio. dyrere og med et nedsat provenu på baggrund af en ikke gennemførlig lokalplan, så er projekt Høje Tåstrup faldet til jorden inden det overhovedet er kommet i gang, ds et provenu måske ikke engang kan dække etableringsomkostningerne i HT.

Det er klart, at Gentofte kommune er nødt til at skæve til dagens marked og de realiteter der omgiver vores sport. Og derfor vil en løsning med bibeholdelse af banen i Charlottenlund være den eneste realistiske mulighed for at få en lokalplan gennemført. Og så er det bare en bonus at vi får lov til at beholde al den historie og sjæl Lunden indeholder og den fantastiske story telling, der ligger, når man skal skabe erhvervspartnerskaber, arrangementer etc. etc. Banen behøver ikke at lukke i en periode, hvis den bliver hvor den er. Det gør den derimod hvis der skal bygges i Høje Tåstrup, med mindre der kan laves en mellemfinansiering af HT etableringsomkostninger. Det handler om at se på, hvad der realistisk kan lade sig gøre og ikke om at jeg er vokset op på banen. At beholde Lunden på den nuværende lokation er den eneste løsning der er realistisk at få gennemført. Alt andet er fantasi og urealistiske drømme. Og selvfølgelig skal banens anlæg fyldes med alle mulige indtægtsgivende aktiviteter så mange dage som muligt om året og det er jo netop det der gives plads til og lægges op til i det nye oplæg, hvor man lader Lunden blive hvor den hører til, nemlig i Charlottenlund.

Bevar Lunden – udvikling fremfor afvikling.

———————————————–

Læs også lige det visionsdokument, som nogle Gentofteboere har fremstillet, da de i ellevte time opdagede, at Lunden risikerer at blive solgt. Det beskriver Lundens store potentiale og de usikre forudsætninger for finansieringen af et nyt anlæg i Høje Taastrup.

Bevar Charlottenlund Travbane

Bevar Charlottenlund Travbane
Kort sagt:
  • En ændret anvendelse vil kræve en ny lokalplan. Kommunen har ikke vist sig særligt imødekommende over for denne idé. Naboerne er direkte modstandere.
  • En byggeprocent på 60. Nærmest umulig og højst usandsynlig.
  • Lavere byggeprocent = langt lavere salgspris.
  • Logikken i at et frasalg af hele Lundens grundareal til tredjepart, som selv vil bebygge arealet, skulle kunne genere et sikkert afkast til DDT ved at DDT skulle bygge boliger her, forstår vi ikke. 
  • Omkringliggende områder er på max.25 procent villabebyggelse. Hvis man i givet fald får lov til at ændre anvendelse, hvorfor skulle man få lov til at bygge tættere? Ingen præcedens. 
  • Se casen ”Danmarks Akvarium”. Ingen boliger, meget sej og lang proces, og konklusionen er, at der ikke kan ændres på rammerne, som de er nu.
  • Se casen ”Forstbotanisk Have” ved Charlottenlund Station, hvor der efter mange års tovtrækkeri ikke er blevet givet lov til bebyggelse.
  • En lokalplan tager minimum to år fra igangsættelse. Med den modstand der må forventes fra bla. naboer kan det tage længere tid.
  • Et frasalg af staldene, som fremlagt i Åbymodellen, vil byggeprocentmæssigt være mere spiseligt kommunalt politisk eftersom man kan udregne byggeprocenten udfra Travbanens totale areal. Dermed kan man have er realistisk forventning om, imodsætning til Taastrup modellen, at kunne realisere et provenu til revitalisering af Lunden. 
  • Der har fra lokalpolitisk side været tilkendegivet et politisk signal i Villabyerne om, at man vil bevare Charlottenlund Travbane, da det er stor kulturarv. 
  • Ved delvis frasalg af staldene vil Det Danske Travselskab endvidere stadig bevare ejendomsretten over et grundareal og bygninger, der fremover med stor sandsynlighed vil opleve en relativt højere værditilvækst end Taastrup-arealernes. Dermed vil man forventeligt styrke sin balance mere over tid, som senere evt. kan belånes, laves sales lease back modeller på, frasælges etc, hvis man senere ville have behov for dette.  Med andre ord styrke sin grund-økonomiske reserve, fremfor at spekulere i obligations/aktier kapitalgevinster ved reinvestering af overskydende provenu og med den risiko det vil indebære.
  • På det (over)estimerede provenu DDT skal tage stilling til ved salg af hele Lunden, skal man vurdere hvilke aktiv-klasser og hvilken risiko/afkastgradsforventning man vil påtage sig. Formuen kan naturligvis også reduceres ved spekulation. Spørgsmålet er, om DDT ikke bør ignorere fristelsen til at spekulere i kapital som Taastrup-modellen forsøger at stille i udsigt, og i stedet koncentrere sig om sin kernekompetence, nemlig at drive travsport. Som der ligger til grund i Åbymodellen hvor provenu fra det delvise frasalg anses tilstrækkeligt til en væsentligt reinvestering i Lunden. Og dermed travsporten.   
Sammenfattet er vi i tvivl om, man fra bestyrelsens side har lavet en for optimistisk prissætning af grunden, sandsynligheden for at realisere et salg og de økonomiske forudsætninger i det hele taget. Der er så mange udfordringer, som både tager tid og er forbundet med betydelig risiko. Der er ingen professionelle ejendomsinvestorer, som vil købe ubetinget, da der netop er så stor risiko forbundet med lokalplansarbejdet, som kan blive påvirket at både kommune og naboer. Tesen om at grunden har en værdi af 850 - 1100 mio. er i den grad forbundet med betydelig risiko og er mere et udtryk for en drøm end en realitet.

31. maj 2021

Økonomien på Racing Arena Aalborg - og generelt i dansk travsport

Stig B. Norsk og Michael Korfitsen har skrevet et godt indlæg i Travservice. 

Læs indlægget her: Om økonomien på Racing Arena Aalborg 

Et kort uddrag, der understreger pointen:

"Aktuelt er der en landsdækkende debat om en ny fordelingsnøgle på blandt andet banespillet, og fordelingen af driftstilskuddet efter nogle bestemte Key Performance Indicators, KPI.

Det er sundt at have den debat, navnlig når vi ved, at spillemønstrene ændrer sig, og at driftstilskuddet falder markant de kommende år.

Derfor savnes andre indikatorer, der skal tages med i ligningen.

En væddeløbsbane skal drives som enhver privat virksomhed.

Der skal være fokus på omkostningerne, men der skal så sandelig også være fokus på potentielle indtægter."

Aalborg Væddeløbsbane















Læs eventuelt min forrige blog om emnet, som tager udgangspunkt i et indlæg fra Morten Thanning Vendelø: 
Dansk Travsport - et planøkonomisk eksperiment

I 2012 skrev jeg et indlæg, der desværre er lige så aktuelt i dag, bortset fra at det ikke længere er HFF, der står for uddelingen af midlerne til de enkelte baner. Nu er det DTGU, der fordeler midlerne.

Her er sidste afsnit af indlægget:

Når der således ikke er udsigt til at få flere midler til fordeling i hestevæddeløbssporten, er det endnu vigtigere, at de midler der er til rådighed fordeles på en måde, som fremmer sporten mest muligt. Det sker ikke som nu, ved at HFF's bestyrelse sidder og bevilger tilskud til små og store forbedringer på de enkelte baner samt uddeler præmie- og driftstilskud efter forgodtbefindende. Det er heller ikke HFF's opgave at drive et mediecenter. Hvis alle midlerne derimod blev fordelt til de enkelte baner efter objektive kriterier som f.eks. omsætning i alt pr. løb eller baneomsætning pr. løb, ville banerne have et rigtig godt incitament til at promovere spillet. Fri konkurrence og markedsøkonomi virker nu en gang bedre end planøkonomi. 

Hele indlægget fra 2012: Kan travsporten overleve i Danmark? 

11. maj 2021

Dansk Travsport - et planøkonomisk eksperiment

Morten Thanning Vendelø har skrevet et indlæg i Travservice, som rammer hovedet på sømmet. 
Læs indlægget her: Dansk Travsport - et planøkonomisk eksperiment 

Stærke kræfter arbejder for, at al magt i dansk travsport skal samles centralt, og banerne skal styres fra oven. Sådan har det været i mange år, og selv om spillet er blevet liberaliseret, er økonomien i sporten stadig planøkonomisk. 

Trods store anstrengelser fra skiftende bestyrelser i DTC og DH er fremtidsudsigterne for dansk travsport gået fra slemt til værre. Det er på tide at slippe markedskræfterne fri og give banerne lige vilkår at arbejde under. 

Sporten skal i løbet af få år finansiere sig selv med indtægter fra spil på heste. Nye spillere rekrutteres mest effektivt på banerne, og derfor er det meget vigtigt at få flere tilskuere på banerne og mere banespil - en opgave, som ikke kan løses centralt. Kun banerne selv kan ved en stor indsats tiltrække publikum og sponsorer til banen.

I 2012 skrev jeg et indlæg, der desværre er lige så aktuelt i dag, bortset fra at det ikke længere er HFF, der står for uddelingen af midlerne til de enkelte baner. Her er sidste afsnit af indlægget:

Når der således ikke er udsigt til at få flere midler til fordeling i hestevæddeløbssporten, er det endnu vigtigere, at de midler der er til rådighed fordeles på en måde, som fremmer sporten mest muligt. Det sker ikke som nu, ved at HFF's bestyrelse sidder og bevilger tilskud til små og store forbedringer på de enkelte baner samt uddeler præmie- og driftstilskud efter forgodtbefindende. Det er heller ikke HFF's opgave at drive et mediecenter. Hvis alle midlerne derimod blev fordelt til de enkelte baner efter objektive kriterier som f.eks. omsætning i alt pr. løb eller baneomsætning pr. løb, ville banerne have et rigtig godt incitament til at promovere spillet. Fri konkurrence og markedsøkonomi virker nu en gang bedre end planøkonomi. 

Hele indlægget fra 2012: Kan travsporten overleve i Danmark? 

7. marts 2021

Trav - mere end en gangart, en kultur

 

"plus qu'une allure, une culture"

Trav er ikke kun en gangart. Det er heller ikke kun en sport. Det er en kultur.

Hestesporten i det hele taget er ikke bare et arbejde eller en hobby. Det er en livsstil og selve livet for mange mennesker.

Lars Donatzky har i Hestevæddeløbssportens kulturhistorie på fremragende vis beskrevet de første 100 år med organiserede væddeløb i Danmark. -  Så langt, så godt, men fremtiden for hestevæddeløbssporten er desværre temmelig usikker. Skiftende ledelser i organisationerne har kæmpet en brav kamp, men udsigten til en bæredygtig fremtid for sporten er svær at få øje på.

Aftalen med Svensk Travsport, som skulle redde økonomien, hænger i en tynd tråd, og den påregnede stigning i spilleomsætningerne efter liberaliseringen af spillet på heste er udeblevet. 

Antallet af travbaner i Danmark må formentlig reduceres på grund af mangel på heste. Den manglende tiltro til fremtiden smitter af på opdrætternes lyst til at producere spillebrikker til travbanerne. Fra 2010 til 2017 er antallet af registrerede føl faldet hvert år fra 668 heste i 2010 til 363 heste i 2017. I 2018 og 2019 er tallene dog steget til 421 og 451. Bedækningstallene i 2018 til 2020 er henholdsvis 877, 780 og 819. 

Billund Travbane er allerede solgt og lukker med udgangen af 2021, mens Charlottenlund Travbane har fået ny energi med en handlekraftig formand og bestyrelse, og det bliver spændende at se, om Danmarks nationalarena kan skabe ny optimisme og fremgang, enten på den gamle bane eller med et nyt projekt i Høje Tåstrup. 

Som en, der har været med i gamet i mange år og nydt den gode tid, er jeg ked af at måtte sige (med et kendt fransk citat):

Après nous le déluge.

11. august 2020

Det Danske Travselskabs generalforsamling

Fronterne var trukket skarpt op inden generalforsamlingen mellem tilhængerne og modstanderne af at sælge Charlottenlund Travbane.
På dagsordenen var to forslag – et fra tre medlemmer af bestyrelsen, Anders Hendriksen, Pål M. Tung og René Ravn, der lød således:
Generalforsamlingen pålægger bestyrelsen i samarbejde med Gentofte Kommune at opstarte arbejdet med udvikling af en ny helhedsplan for området Charlottenlund Travbane med henblik på at skabe en fremtidig bebyggelse, der vil give et maksimalt provenu til Det Danske Travselskab. Generalforsamlingen ønsker en etapeinddeling af projektet som i sidste ende munder ud i en flytning af travbanen indenfor en 15-årig periode. Generalforsamlingen forventer, at bestyrelsen igangsætter udviklingen af første etape hurtigst muligt.
Et andet forslag var fra bestyrelsesmedlem Jørgen Sthelis og lød således:
Generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at igangsætte lokalplansarbejde med Gentofte Kommune med formålet at få etableret en lokalplan, som muliggør en forretningsmæssig udvikling af Charlottenlund Travbane med hestesport som den væsentligste bestanddel suppleret med andre indtægtsgivende aktiviteter.
Stærke indlæg af Lars Raahauge, Lars Donatzky, Michael Juul Nielsen og Theodor Nielsen kridtede banen op, og Bertel David Maigaard høstede aftenens største bifald efter et indlæg, hvor han opsummerede og pointerede det uforsvarlige i at bringe et så afgørende spørgsmål som et pålæg til bestyrelsen om at arbejde for en lokalplan, der ville medføre salg af banen, til afstemning på det foreliggende uoplyste grundlag. Dirigenten, advokat Martin Lavesen, opfangede stemningen i forsamlingen og formåede på genial vis at forene de stridende parter ved at formulere følgende tekst, der blev vedtaget af generalforsamlingen:
Generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til frem mod næste ordinære generalforsamling – i samarbejde med Gentofte Kommune og ved relevant brug af rådgivere – at undersøge mulighederne for udvikling af en ny helhedsplan for området Charlottenlund Travbane, der skal skabe et provenu og/eller et stærkere forretningsmæssigt fundament til Det Danske Travselskab.
Bestyrelsen skal 14 dage forud for næste ordinære generalforsamling udsende skriftlig orientering til alle medlemmer med status på arbejdet – om muligt også med et eller flere forslag (fx bevarelse af nuværende travbane eller udflytning af travbanen til anden lokalitet), der kan sættes til behandling og afstemning på generalforsamlingen således at bestyrelsen af generalforsamling kan opnå en ny bemyndigelse.
Dirigentens første tekst fik dog en væsentlig tilføjelse på forslag fra Theodor Nielsen, nemlig ved efter ordet “provenu” at tilføje:
...og/eller et stærkere forretningsmæssigt fundament til Det Danske Travselskab.
Aftenens vigtigste emne blev således skudt til hjørne, men valget til bestyrelsen blev et blodbad, hvor medlemmerne fravalgte alle de tre, der var på valg, og nyvalgte Henrik Bernhard Engberg Johannsen, John Sørensen og Michael Juul Nielsen, der nu sammen med Pål M. Tung og Alex Haagensen udgør bestyrelsen. 1. suppleant blev Theodor Nielsen og 2. suppleant blev Jørgen Iversen.
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Michael Juul Nielsen som formand og Pål M. Tung som næstformand.
Se iøvrigt Travservice’ artikel om generalforsamlingen: Intet er afgjort om Lundens fremtid 

4. august 2020

Charlottenlund Travbane skal ikke sælges!

Charlottenlund Travbane er en perle med en fantastisk beliggenhed. Tænk, at nogen kan finde på at foreslå at sætte Lunden til salg og flytte banen ud på en mark mellem Køge og Roskilde, hvis det er det, der er tanken. Vi har én gang tidligere forsøgt os med  en travbane langt fra København (i.e. Skovbo), og det kom der hverken flere tilskuere, mere spil eller flere hesteejere ud af, tværtimod. 

Tre medlemmer af bestyrelsen beskriver på glimrende vis, hvor store og grundlæggende udfordringerne er for travsporten og for Det Danske Travselskab, og de anbefaler medlemmerne at stemme JA på generalforsamlingen til at give bestyrelsen mandat til at starte arbejdet med en ny lokalplan. Det lyder rigtigt, men pas på - djævlen ligger i detaljen. Skovbo), og det kom der hverken flere tilskuere, mere spil eller flere hesteejere ud af, tværtimod. 

Selvfølgelig skal bestyrelsen have mandat til at starte arbejdet med en ny lokalplan. Det afgørende er imidlertid, hvad lokalplanen skal indeholde. Skal den blot forberede et salg af arealerne, således at der frigøres en betragtelig formue, som derefter kan anbringes i ejendomsselskaber, og afkastet bruges som driftstilskud til en ny bane? Eller skal den muliggøre en optimering af Lundens anlæg, så der både skabes mere hyggelige forhold for tilskuerne og mulighed for, at banen kan tjene penge på andet end travløb - det sidste eventuelt via partnerskab med erhvervsvirksomheder, organisationer og foreninger.

På den kommende generalforsamling vil bestyrelsen angiveligt præsentere et prospekt på en helhedsplan, som viser en af udviklingsmulighederne i Lunden - formentlig en udviklingsmulighed, der indebærer salg af arealet, fordi planen skal kunne give afkast fra den formue, der p.t. er bundet i grundværdien. Dermed ligner det den plan for salg af Solvalla, som Margareta Wallenius-Kleberg heldigvis fik stoppet for  nogle år siden. Jeg håber, at det samme sker her. Derfor anbefaler jeg at stemme JA til Jørgen Sthelis’ forslag til generalforsamlingen, dagsordenens pkt. 5, -iv) -g):

"Bestyrelsen bemyndiges til at igangsætte lokalplanarbejde med Gentofte Kommune med det formål at få etableret en lokalplan, som muliggør en forretningsmæssig udvikling af Lunden, med hestesport som den væsentligste bestanddel, suppleret med andre indtægtsgivende aktiviteter."













Skrivelse fra næstformand og bestyrelsesmedlem i Det Danske Travselskab Jørgen Sthelis til selskabets medlemmer:

Kære medlemmer.

Som det fremgår af indkaldelsen til Travselskabets generalforsamling, er jeg ikke enig med den øvrige bestyrelse om fremtiden for Det Danske Travselskab og Charlottenlund Travbane.

Der er flere planer i omløb, som viser, at der kan skabes vældig store løbende indtægter ved at bygge boliger på hele eller dele at Lundens areal.

Alle de planer, som andre har fremlagt, har den fællesnævner, at de er funderet på et meget tyndt grundlag, hvor grundlæggende kendsgerninger er udeladt, og at de ikke giver den mindste sikkerhed for de lovede faste indtægter. Det eneste, planerne giver sikkerhed for, er højere ejendomsskat.

Jeg er helt bevidst om, at Gentofte Kommune stiller krav om, at vi får tilpasset vores aktiviteter til den gældende lokalplan, hvilket vil sige enten "ud med de fleste lejere", eller at vi får tilpasset lokalplanen til vores aktiviteter.

En ny helhedsplan er således en forudsætning for indtægter fra andet end hestesport. Derfor har jeg stillet nedenstående forslag til generalforsamlingen, dagsordenens pkt. 5, -iv) -g):

 "Bestyrelsen bemyndiges til at igangsætte lokalplan arbejde med Gentofte Kommune med det formål at få etableret en lokalplan, som muliggør en forretningsmæssig udvikling af Lunden, med hestesport som den væsentligste bestanddel, suppleret med andre indtægtsgivende aktiviteter."

Dette forslag håber jeg naturligvis, at medlemmerne vil bakke op om, så vi kan komme i gang med at udvikle Lunden i stedet for at afvikle.

I virkeligheden er det vigtigste spørgsmål et helt andet, end om vi skal sælge hele eller dele af Lunden. Spørgsmålet lyder ganske enkelt: "Hvordan opfylder og finansierer vi bedst DTS formålsparagraf?"

Formålsparagraffen § 2. lyder

"Selskabets formål er at forbedre forholdene for og kendskabet til travsport, og - som landets største og førende travbane - at fremme travsportens udvikling i Danmark.

Det er selskabets opgave at afholde væddeløb efter de af Dansk Travsports Centralforbund fastsatte regler"

Jeg mener svaret er ret let.

Lunden ligger præcis der, hvor Lunden skal ligge for at formålsparagraffen bedst kan opfyldes. Skiftende bestyrelser og direktører har bare ikke haft de fornødne visioner og kvalifikationer til at udvikle Lunden til den forretning, som potentialet bør muliggøre og dermed tjene penge nok til at finansiere opfyldelsen af formålsparagraffen.

En bred kreds af erhvervs- og travfolk blandt medlemmerne har sat sig sammen og er i stand til at præsentere en attraktiv vej fremad for Det Danske Travselskab. En vej, der har til hensigt at sikre trav i Lunden med professionel topsport, og som samtidig er attraktiv for amatører, opdrættere såvel som for publikum.

Planen går ud på at udvikle de kommercielle muligheder, der er på Lunden, for at skabe en overskudsgivende forretning, der ikke kun er baseret på afvikling af travløb. Med andre ord, Det Danske Travselskab skal gøres økonomisk uafhængigt af tilskudsordninger.

Med venlig hilsen

Carsten Lund Hansen, Henrik Engberg Johansen, Leif Køhlert, Ole Kirk, Theodor Nielsen, Aage Hansen og Jørgen Sthelis