29. oktober 2012

Trot-Pedigree, Pedigree Matching GlobeTrotter, PedigreeGuru og Blodbanken

Trot-Pedigree, Pedigree Matching GlobeTrotter, PedigreeGuru og Blodbanken er uundværlige databaser for enhver, der er seriøst interesseret i travavl. I det følgende er der en kort beskrivelse af disse applikationer med tilhørende links.
 
Franske travhingste er meget brugt i avlen både i Danmark og Sverige, og heldigvis er der gode informationer at hente om stamtavler, avls- og løbskarrierer for franske travheste i en database som gratis kan downloades på Trot-Pedigree, og som derfor kan bruges offline. Trot-Pedigree er nok den mindst kendte af de nævnte databaser, men den er intet mindre end fremragende. Til illustration af Trot-Pedigree og de andre databaser er vist stamtavlen for Ready Cash, men der kan hentes mange andre typer af informationer. Man skal ikke lade sig afskrække af, at den er fransk. Programmet er let at bruge, selv om man ikke er særlig franskkyndig.

Stamtavle for Ready Cash i Trot-Pedigree
 
En anden database, der kan downloades og dermed bruges offline er Pedigree Matching GlobeTrotter. I modsætning til Trot-Pedigree indeholder GlobeTrotter heste fra hele verden med hovedvægten på USA og Canada. Globetrotter koster 195 Canadiske dollars eller ca. 1.100 kr.
GlobeTrotter er udarbejdet af Norman Hall og sønnen Chuck (Charles) Hall som efterfølger for Pedigree Matching 99, der vil være bekendt for en del danske avlsinteresserede, der deltog i et seminar arrangeret af Opdrætterforeningen med Norman Hall på Fyn eller et senere seminar arrangeret af undertegnede med Norman Hall i Fredericia.

GlobeTrotter indeholder mere end én million heste, og det er verdens største internationale database over travheste og pacere (Standardbred). GlobeTrotter kan foruden stamtavler generere en lang række forskellige rapporter over afkom, efterkommere, hoppelinie, hingstelinie, salgskatalogside, hypotetisk stamtavle og avanceret søgning.

Stamtavle for Ready Cash i Globetrotter
 
Online-udgaven af Pedigree Matching Globetrotter er PedigreeGuru, der indeholder den samme database som Globetrotter. PedigreeGuru kan generere de samme rapporter som GlobeTrotter. PedigreeGuru er dermed den største online travheste-database i verden. PedigreeGuru koster 200 Canadiske dollars eller ca. 1.150 kr for ét år.
 
Om kort tid åbner Norman Hall en ny Pedigree Matching-side, der får navnet PM-Online og som kommer til at indeholde Globetrotter for travheste og Globerunner for fuldblodsheste. PedigreeGuru abonnementer vil automatisk blive overført til PM-Online.
 
Stamtavle for Ready Cash i PedigreeGuru
 
Den svenske online-database Blodbanken er gratis i en basisudgave, men pro-udgaven, som indeholder alle de værdifulde hingstestatistikker m.m. koster 600 svenske kroner for ét år. Blodbanken pro er alle pengene værd. Hingstestatistikkerne årgang for årgang findes ikke andre steder, og de er uundværlige til vurdering af hingstenes kvalitet.
 
Blodbanken er en guldgrube for alle, der er interesserede i travavl. Der er stamtavler, hypotetiske (test)stamtavler, afkomslister for faderhingst, moderhoppe og morfarhingst, hingstestatistikker årgang for årgang, virtuel avlsvejleder, avanceret søgning, avanceret test-stamtavle, liniedannende hingste, storløb, elitehopper, artikler og forum samt hestebørs.

Stamtavle for Ready Cash i Blodbanken
 

7. oktober 2012

Bornholmsk opdrættertriumf

Dansk Hoppe Kriterium 2012 blev vundet af Solstrålen (Timberland - Michelle), opdrættet på Bornholm af Kurt M. Hansen, trænet af Thomas Lönn, kørt af Peter M. Andersson.
Vindertid 1. 15,4a/2000 meter. Førstepræmie 192.500 kr.

Kæmpetillykke til Kurt M. Hansen, der hermed sætter en tyk streg under, at bornholmsk travsport og travavl kan være med på det højeste niveau i Danmark. Se video af løbet: Tryk her

Solstrålen (Timberland - Michelle). Foto: Lasse Jespersen.
 

6. oktober 2012

Rockaroundtheclocks første bornholmerafkom imponerede i sin debut

Scarlett K, 3-årig mørkbrun hoppe v. Rockaroundtheclock af Dixi Tess, vandt overlegent i sin debut på 1.22,5/1820 meter voltestart i regnvejr på Bornholms Brand Park. Træner og kusk: Frank Mikkelsen. Opdrætter og ejer: Thomas Kaas.
Scarlett K er Rockaroundtheclocks første bornholmskfødte afkom, der er bragt til start, og hun indledte altså løbskarrieren på bedste vis ved at føre fra start til mål i suveræn stil. Det er en betydelig hoppe med et flot eksteriør, og hun rummer store udviklingsmuligheder. Moderen Dixi Tess er helsøster til derbyvinderen Atom Tess, og Scarlett K kan meget vel også udvikle sig til at blive en årgangshest på landsplan.

Se video af løbet: Tryk her

Scarlett K (Rockaroundtheclock - Dixi Tess)
  

2. oktober 2012

Er dommerne i Danmark dygtige nok?

Der har været mange episoder i år, hvor travtrænere har kritiseret dommerne voldsomt, og det er blevet foreslået at indføre brugen af professionelle dommere. I Grand Circle 4-års Championatet i Skive skete det igen. Her var det Jeppe Juel, der i fleres øjne var den store skurk. I første sving kørte han fra spor fire angiveligt så skarpt mod inderbanen, at det kostede galop for flere konkurrenter.


- Jeppe Juel kørte direkte ned over Rambo Flex. Det kan ikke passe, at der ikke sker noget ved det, sagde Gitte Madsen efter løbet. Hun undrede sig over, at han ikke blev fradømt andenpladsen i løbet. Hun træner Rambo Flex, der slog over i galop, netop som Jeppe Juel kørte ind foran hesten. Så var den ude af løbet. Det betød derefter galop til Right On Time S M og kædereaktionen blev total, da også Rebus og Flemming Jensen galopperede. Inden da kørte Jeppe Juel så tæt på favoritten Repay Merci, at Knud Mønster tog så hårdt i hesten, at den galopperede.

Se løbet her      Se Ekstrabladets artikel om sagen her

Dommerne kiggede efterfølgende løbet igennem.
- Vi har set det igennem temmelig mange gange. Vi kan ikke se, at Jeppe Juel rører Rambo Flex. Dermed er det en snæver passage, og så er det ikke nok til at fratage Jeppe Juel andenpladsen, sagde overdommer Bent Koch til Ekstra Bladet efter løbet.

Jeppe Juel, der kørte Real Winner, fik andenpladsen til 77.000 kroner. Han fik en bøde på 1000 kroner for forseelsen for snæver kørsel, men han kunne ikke genkende det scenarie, som artiklen i Ekstrabladet beskriver.
- Det er helt hen i vejret, at det er min skyld, at de andres heste galopperer. Jeg er ikke den store skurk, sagde han til Ekstra Bladet.

Knud Mønster vandt løbet med Repay Merci trods galoppen.
- Det var på ingen måde hestens skyld, at det blev til galop. Jeppe Juel kørte efter min mening meget snævert i første sving, og jeg blev nødt til at tage hårdt op. Men han stillede sig tidligt i trav igen, og så kunne jeg jo bare håbe på, at han kunne tage det tabte ind over for de heste, der havde brugt sig i starten, forklarede Knud Mønster udviklingen.

Det er svært at sige, hvem der har ret i den aktuelle situation alene ud fra en video af løbet, men det ser unægtelig ud, som om Rambo Flex rammer Jeppe Juels sulky og derefter galopperer vildt.

Overdommer Bent Koch lægger imidlertid til grund for sin afgørelse, at Rambo Flex ikke rammer Jeppe Juels sulky, og at han derfor ikke kan fratage Jeppe Juel andenpladsen i løbet.

Generelt bliver der givet mange bøder i de danske travløb. Langt de fleste bøder er for mindre forseelser som at belægge mere end et spor, ureglementeret piskeføring eller påkørsel af startsnor.

Løbsbestemmelsene § 59 anfører som hovedregel, at en hest skal diskvalificeres, hvis den rammer en anden hest, som derved bringes i galop. Der står imidlertid også, at hvis dommerkomitéen finder, at løbets resultat er blevet påvirket af en forseelse under løbet, kan den skyldige ekvipage diskvalificeres.

Den sidstnævnte bestemmelse burde efter min mening bruges langt hyppigere. Hver eneste løbsdag er der situationer, hvor snæver kørsel eller bratte temponedsættelser medfører galop for heste, som bliver taget meget brat op for at undgå at påkøre den ekvipage, der er skyld i situationen. Når hesten så ikke rammer synderens sulky, kan denne bare fortsætte frem og måske vinde løbet, medens den der har reddet situationen fra et muligt styrt har mistet sin chance på grund af galoppen.

Det var netop det, der var ved at ske for Repay Merci i Skive. Han rammer ikke Jeppe Juels sulky, men han får en galop på grund af Jeppe Juels snævre kørsel, og hvis ikke Repay Merci havde været så meget bedre end de andre, som den viste sig at være, så havde den ikke vundet løbet.

Derfor mener jeg, at løbsbestemmelserne burde ændres til, at der skal diskvalificeres i stedet for, at der kan diskvalificeres, hvis dommerkomitéen finder, at løbets resultat er blevet påvirket af en forseelse under løbet.

Problemet med eller uden ændring af løbsbestemmelserne er imidlertid, at dommerne i Danmark generelt ikke er dygtige nok til at bedømme disse "tæt på"-situationer. De fleste af dem har aldrig selv kørt løb, og derfor mangler de fornemmelse for, hvordan hestene reagerer i forskellige situationer. Det er lettere kun at forholde sig til, om det siger "Bang" eller ikke siger "Bang".

Dommernes manglende kendskab til, hvordan det er at sidde bag en hest, blev tydeligt demonstreret, da man den 19. april i Billund gav træner Christian Lindhardt en måneds udelukkelse for at slå hoppen Selena Bork, der stoppede brat op i føring og var på vej til at slå ham ud af sulkyen. Lindhardt reddede situationen og undgik ved sin resolutte handling at genere de øvrige i feltet. Han blev dømt for afstraffelse af hest, men i stedet for en udelukkelse burde de have givet ham en konduitepræmie.