3. december 2022

Man merkt die Absicht und wird verstimmt

Landets otte væddeløbsbaner har netop fået tilsendt oversigten over driftstilskud for 2023. I modsætning til tidligere er tilskuddene bygget op omkring en incitamentsmodel refererende til Dansk Hestevæddeløbs strateginotat under overskriften ”En fælles fremtid”.

Strateginotatet indeholder i overskriftform en række visioner, som ingen kan have noget imod:

  • At skabe en bæredygtig sport
  • At styrke fællesskabet
  • At tilpasse det moderne hesteliv
  • At øge kendskab og fremme interessen for sporten
  • At etablere en skandinavisk sport
Djævlen ligger imidlertid i detaljen, og den netop fremsendte oversigt over driftstilskud for 2023 afslører, at Lunden kan forvente at blive beskåret ret drastisk – op til 2.4 millioner kroner!

Hvordan hænger det sammen med strateginotatet? Jo, et af punkterne lyder: "Vi skaber så vidt muligt kombinerede trænings- og opvisningsbaner for at få skabt en "klubfølelse"og et tilhørsforhold".

Dermed åbnes for en skjult agenda, der går ud på, at Lundens travløb flyttes til Skovbo og Lundens areal kan sælges med et stort provenu, der så kan bruges til de præmieforhøjelser, som alle landets hesteejere og trænere higer efter. "Man merkt die Absicht und wird verstimmt".

Som Karsten Bønsdorf har skrevet i På Biddet, er netop beskæring af Lundens driftstilskud noget, der har rumsteret i kulisserne i et stykke tid. Landets øvrige baner mener ikke, at det er rimeligt, at Lunden skal have tilskud til at drive træningscentret på Skovbo.

Bønse skriver også, at det på en måde faktisk er uretfærdigt, for det var daværende Hestesportens FinansieringsFond, der for 14-15 år siden besluttede at al træning skulle ophøre på Charlottenlund Travbane og i stedet skulle Skovbo Trav fungerer som træningscenter.

Tilhængerne af at sælge Charlottenlund Travbane har på tre generalforsamlinger i træk tabt afstemningerne, "Aber dann haben wir andere methoden". 

En beskæring af Lundens driftstilskud med 2,4 millioner kroner vil gøre det meget vanskeligt for selskabet at få regnskabet til at hænge sammen. 


2. december 2022

Medlemsmøde i Det Danske Travselskab


Medlemsmødet i Det Danske Travselskab viste efter min mening, at selskabet har en konstruktiv og kompetent bestyrelse, der arbejder hårdt for at håndtere både den kortsigtede drift og den langsigtede udvikling, men det viste også, at enkelte kritiske røster åbenbart mener, at Lunden allerede på kort sigt burde kunne løse de problemer med manglende indtægter, manglende tilskuere og manglende hesteejere, som alle verdens travbaner er ramt af, også i travsportens moderland, USA.

Formanden Henrik Johannsen indledte, og Ulla Nielsen, som er i spidsen for kontoret, fortsatte med en redegørelse for de udførte aktiviteter og nye spændende idéer, hvorefter Morten Thanning Vendelø talte om økonomi og budget, og Theodor Nielsen om bl.a. de udviklingsplaner man har for Lunden.

Morten Thanning beskrev forretningen Lunden som bestående af tre grene:
1. Væddeløbsbane med tilhørende træningsanlæg
2. Eventbureau
3. Ejendomsselskab

Han sagde, at banespil er en underskudsforretning, og derfor er det det nødvendigt at satse mere på de to næste punkter. Allerede i dag er den største enkelte indtægtspost ud over centrale tilskud indtægter fra lejemål.

Morten Thanning forelagde et konservativt arbejdsbudget - noget som enkelte tilhørere fejlagtigt opfattede som om der ikke var ambitioner om f.eks. flere tilskuere:

Indtægter på væddeløbsdage    4.900.000
Udgifter på væddeløbsdage      -4.600.000
Travrelaterede indtægter          4.800.000
Travrelaterede udgifter            -4.300.000
Events og merchandise                 300.000
Netto sponsorindtægter            1.500.000
Indtægter lejemål                     5.200.000
Domicilomkostninger                -3.700.000
Administration                         -1.000.000
Løn til administration               -2.000.000
Driftsresultat                            1.100.000

Hertil kommer mulige kortsigtede forbedringer af budgettet:
Entreindtægter                         1.250.000
Digital toto                                  700.000
Baneprogram sløjfes                    150.000
Grøn omstilling                            225.000

Hertil kommer, at der i årene 2015 og 2016 ikke blev opkrævet 500.000 årligt fra lejere for driftsomkostninger. 

Der kommer en retssag mod Grand B i juni 2023 med krav om 700.000 i stedet for de aktuelle 200.000, altså et muligt provenu på 500.000.

Theodor Nielsen talte om de udviklingsplaner, man har for Lunden, omfattende et plus på 30 millioner kroner og nogle dogmer for arbejdet:

- Overholde SIBA-regler
- Mulighed for 150 heste på banen
- Ikke sælge jord
- Klimaneutralt anlæg
- Bevare Lundens storhed "touch and feel"

Arbejdet har to spor:
- Top down
- Bottom up

Det første omfatter en ekstern rådgiver, en helhedsløsning og en langsigtet bæredygtighed med tilknytning af en ejendomsudvikler. Det kræver et plangrundlag, og her blev Sofienberg Gruppen (Lars Thylander) og arkitektfirmaet clementwestfall a/s nævnt.

Der har været et enkelt møde med Gentofte Kommune, og Morten Thanning kunne oplyse, at borgmesteren så tydeligt lettet ud, da han hørte om Lundens samarbejdspartnere. 

19. november 2022

The Harrisburg Sale

The Harrisburg Sale fra den 7. til den 11. november 2022 omfattede hele 1550 katalognumre, som blev solgt i et forrygende tempo.

Volcanic Blue Chip (Walner-Thislady'sdynamite), som blev solgt til Åke Svanstedt for $325,000

Min ven gennem 15 år, Paul F. Spears, som jeg har haft kontakt med siden vi begge deltog som foredragsholdere på Norman Halls opdrætterkonference i 2007 på Prince Edward Island, havde succes med salget af sine egne "babyer", bl.a. Greenspring (Greenshoe - Ilia), der blev solgt for $500,000 til Determination Inc., Canada (ejer af Forbidden Trade, vinder af Hambletonian 2019). Han fortalte mig efter auktionen, at han anså Greenspring for at være det udtrykte mål for hans avlsarbejde gennem 15 år og to generationer. 

Paul Spears, som er uddannet læge, var - indtil han trak sig tilbage for et år siden - President/Director of Operations for Standardbred Horse Sales Company og Executive Vice President for Hanover Shoe Farms.





Sheraton Harrisburg Hershey Hotel

Der blev også købt heste til Danmark på auktionen. Ved morgenmaden på Sheraton Harrisburg Hershey Hotel kunne Thomas Lind-Holm informere Karsten Bønsdorf om købet af Cristi Dream, som Jesper Hansen, Stutteri Wyn, efterfølgende var gået med i, så Thomas og Jesper nu er fælles om hende. En handel, som Bønse i sin reportage har karakteriseret som et dansk røverkøb:


Torsdag sikrede Jens Glud Hansen, Panamera Racing, sig en bedækningsret ved Muscle Hill for 75.000 dollars.

Bo Westergaard købte fredag to Muscle Hill-sønner på Harrisburg-auktionen:
- B A Superhero, der har vinderrekord 1.09.2 og som har tjent 207.317 dollars - den kostede 220.000 dollars og er købt til Stald Masiol ApS.
- Thewinnertakeitall, der har vinderrekord 1.11.8, men placeret har løbet 1.09.7 og har tjent 55.917 dollars - den kostede 100.000 dollars. Bønse har beskrevet de indkøbte heste nærmere her:



Da jeg rejste fra København var det styrtregn, men i Washington var der strålende sol og 23 grader. Flyveturen tog 8 timer og 40 minutter, hvilket er ok, men paskontrollen i lufthavnen var til gengæld så utrolig langsom og grundig, at der blev lange køer, der fyldte hele den meget store hal. Det tog 2 timer at nå frem til kontrollen. Derefter gik turen med shuttlebus hen for at hente en lejebil og køre til Hyatt Place, hvor jeg tog ophold de følgende tre dage inden kursen blev sat mod Harrisburg.

United States Capitol, Washington D.C.

Washington var en oplevelse både i centrum med flotte alléer på Capitol Hill og fantastisk natur i den nære omegn af byen, hvor der var mange store flotte huse og palæer i parklignende omgivelser langs Potomacflodens skovstrækninger. Lidt længere fra byen, bare 30 miles fra centrum, var der skønne landbrugsejendomme med grønne arealer og hvidmalede hegn som ved stutterierne i NJ, VA og PA.

I sammenligning med New York City foretrækker jeg Washington - især de grønne omgivelser - selvom Manhattan er anderledes imponerende med sine skyskrabere og broer. 

Det var forbavsende nemt at køre på de amerikanske veje og finde vej til destinationerne, men uden installeret automatisk navigation var det naturligvis ikke gået så let. 

Pennsylvania State Capitol

Pennsylvania State Capitol er regeringssæde for den amerikanske stat Pennsylvania beliggende i centrum af Harrisburg. Bygningen blev designet af arkitekten Joseph Miller Huston i 1902 og færdiggjort i 1906 i en Beaux-Arts-stil med dekorative renæssance-temaer overalt. Tilfældigvis ankom jeg netop, som der foregik en rundvisning i bygningen.




Efter en pragtfuld uge i Pennsylvania med udflugter til forskellige turistattraktioner og stutterier gik turen fra Harrisburg tilbage til Dulles International Airport, Washington og videre hjem med SAS. At køre bil med automatgear var uvant men faktisk en fordel, når man ustandselig skal koncentrere sig om at flette ind til højre og venstre på vejstrækninger med mange vognbaner. 

Vejret var sommerligt hele ugen undtagen fredag, hvor resterne af stormen Nicole fra Florida gav kraftig heldagsregn og meget ringe sigtbarhed netop den dag, hvor jeg skulle køre fra Harrisburg til Washington.




28. oktober 2022

Sæsonplan 2023

 Link til PDF-udgave af Sæsonplan 2023

Dansk Hestevæddeløbs sæsonplan for 2023 indeholder et ugentligt dansk V65-spil hver tirsdag begyndende 2. maj i Aalborg, mens Skive afslutter de i alt 26 tirsdage med en stor finale 7. november.

Et dansk V65-spil skal ikke forstås således, at det kun handler om en dansk pulje. Der vil også være spil fra Norge og Sverige, men det danske består i, at eventuelle jackpots vil blive overført til en efterfølgende tirsdag på en dansk væddeløbsbane. 

Samtidig har Dansk Hestevæddeløb ansøgt DTGU om muligheden for forhøjede præmiesummer til V65-løbene, således at der er reel sammenhæng mellem sport og spil på de pågældende dage.

9. oktober 2022

Dansk Trav Kriterium 2022

Dansk Trav Kriterium 2022 blev et dramatisk løb, men Howlingatthemoon med Jan Dahlgaard førte fra start til mål.

I første sving fik Henrik Will med Ken Ecce imidlertid ødelagt sin chance, da han ramte det venstre sulkyhjul på den udvendigt liggende Hnokki Speed med Birger Jørgensen, der var på vej ned i ryg på spidshesten. Det gav 6.000 kroner i bøde og tre dages udelukkelse til den ellers altid fair kørende Birger Jørgensen.

En sådan forseelse tidligt i løbet giver efter de gældende regler ikke en diskvalifikation, hvilket efter min mening er helt forkert. Skal man virkelig tillade, at en ekvipage, der ved grov trængning ødelægger chancerne for en konkurrent, alligevel kan vinde løbet? 

Henrik Will gik siden en fantastisk ophentning og var sjette over mål, så uden galop havde hesten formentlig være med på stregen.

Video af Dansk Trav Kriterium 2022

P.S. Jeg ved ikke om Birger har hele skylden, selvom han blev dømt af dommerne. Mit opslag er mere tænkt som en kritik af løbsbestemmelserne, hvor en grov trængning tidligt i løbet ikke medfører diskvalifikation. Det er en regel, der stammer fra de svenske løbsbestemmelser, som desværre er blevet indført i Danmark.


Målfoto af Dansk Trav Kriterium 2022


3. september 2022

Dansk Trav Derby 2022

Dansk Trav Derby 2022. Et eventyr om det lille føl, der ender som derbyvinder, selv om dets mor dør ved fødslen og det ikke lykkes opdrætterne Per og Dorthe Christensen at finde en brugbar ammehoppe.  

Video af Dansk Trav Derby 2022 med Get A Wish og Bo Westergaard




10. august 2022

Hambletonian 2022

Hambletonian 2022 gav outsidersejr til odds 52 for Cool Papa Bell foran næstfavoritten Joviality S og Temporal Hanover, der havde Örjan Kihlström i sulkyen. Storfavoritten Rebuff skuffede efter føring frem til opløbet.

Video af løbet

Klik på billederne for at forstørre dem og gøre teksten læselig.

Cool Papa Bell foran Joviality S og Temporal Hanover