12. januar 2022

Udformningen af travbaner

Allan Loft og Kjeld Mikkelsen har i samarbejde med Trænerforeningen af 1909 udgivet en interessant og lærerig rapport om udformning af travbaner, så der tages hensyn til hestenes ve og vel, herunder ved valg af startmetoder, dosseringen af sving m.m.
 
I december 2020 bragte TravRonden nogle essays af Solvallatræneren Timo Nurmos, hvor han filosoferede over travbaners beskaffenhed og udformning, herunder ikke mindst dosseringerne i svingene, startmetoder m.m. Han mente, at der var for mange galopperende indslag i travløbene.

Allan Loft og Kjeld Mikkelsen har gengivet Nurmos’ funderinger og forelagt dem for to danske trænere, Ken Ecce og Flemming Jensen.

I rapporten findes også ingeniøren Lars Sandströms betragtninger i relation til Nurmos’ funderinger, ligesom der er en tilkendegivelse fra træner Per Nordström, hvis relativt nye træningsbane netop er tegnet af Lars Sandström. Lars Sandström har taget afsæt i veterinærprofessor Ingvar Fredricsons studier af hestes bevælgelsesmønstre. Rapporten bringer uddrag fra artikler af og om Ingvar Fredricson.