Dansk Travsports Centralforbund har nu udgivet sit Hingstekatalog 2008. Det indeholder oplysninger om 155 hingste, som står til rådighed for de danske hoppeejere. Der er god og objektiv information at hente i kataloget, men der er også en meget alvorlig mangel, som vedrører alle de dyreste hingste. Det er nemlig kun de hingste, der har været fremstillet for Avlskommissionen i Danmark, der præsenteres med eksteriørbeskrivelse og veterinærbeskrivelse. Derfor er eventuelle alvorlige veterinære bemærkninger og eksteriørfejl ikke oplyst for de meget populære frosthingste fra Frankrig og USA. Hoppeejerne køber med andre ord katten i sækken, og køberne på åringsauktionerne gør det samme.
Lad mig tage et eksempel.
Dream Vacation 1.09,6 er en fantastisk fin avlshingst, der har leveret masser af fremragende afkom, især hopper. I Danmark er det superhoppen Nobodybeatsthebeat, der er flagskibet. Dream Vacation blev indført til Sverige i år og fremstillet for den svenske avlskommission. Kun derfor ved vi nu, at Dream Vacation har alvorlige veterinære fejl og et nervøst temperament. Det er ikke omtalt i DTC's hingstekatalog, men STC skriver bl.a. følgende om hingsten:
Veterinär beskrivning:
Hingst visad i gott skick med lindriga förslitningsskador. Röntgen visar benbroskavlösning (osteochondros) i hasleden
vänster bakben. Vänster testikel roterad 180°. Vid undersökningstillfället visar hingsten ett något nervöst temperament. Mange andre tophingste har sikkert tilsvarende fejl, men det får vi aldrig at vide. Vi ved dog, at en meget stor procentdel af de franske hingste har OCD. De bedste amerikanske hingste har ligeledes fejl, som ikke fremgår af katalogerne. Muscles Yankee har bukkehov og avler også denne videre. Den gode nyhed er til gengæld, at både han selv og hans afkom har vist sig at være gode væddeløbere trods deformiteten. Øjeblikket absolutte tophingst Andover Hall er liniegænger, men også her må man sige, at det ikke har været til hinder for en fremragende løbskarriere og efterfølgende avlskarriere.