2. april 2022

Op med humøret, danske travfolk!

DTS har netop for anden gang indenfor et år besluttet at blive på Lunden, og det har affødt skuffede og frustrerede kommentarer fra mange travfolk, som jeg har dyb respekt for, men som efter min mening har urealistiske forventninger om, at et salg af Lunden kan skabe mulighed for meget højere præmiesummer i løbene. 

Man bliver nødt til at erkende, at en travbane med markant højere præmier ikke kan drives med overskud. Der skal hentes sponsorater og tjenes penge på andre aktiviteter såsom events, koncerter og fester. 

Forskellige forslag til etablering af boliger på Lundens areal er blevet set som en løsning og ligefrem en guldgrube for travsporten. Det må desværre karakteriseres som ønsketænkning. Værdien af arealet afhænger helt af, hvilken lokalplan Gentofte kommune vil godkende, og etagebebyggelser i større stil vil næppe blive godkendt i dette område. 

Da driften af en travbane med de ønskede markant højere præmier som nævnt ikke kan forventes at give overskud, vil et eventuelt provenu fra salget af Lundens areal formentlig i løbet af en kort årrække blive brugt til at dække først etablering og dernæst årlige driftsunderskud på en travbane, det være sig i Høje Taastrup eller Bjæverskov. Derefter vil man stå tilbage med et areal, der ikke har nær så stor værdi som det nuværende i Charlottenlund.

Men fat mod. Vi kan stadig have travsport på et fornuftigt niveau i Danmark. Vi er blot nødt til at afstemme forventningerne til virkeligheden. Uanset hvad vi gør i Hovedstaden, kan vi ikke konkurrere med præmieniveauet og faciliteterne på Jægersro, som om et par år har en fantastisk ny bane. 

Lunden kan imidlertid med sin unikke beliggenhed skabe en bæredygtig økonomi, og for første gang i mange år har DTS en enig bestyrelse, der kan samarbejde uden kiv og splid om at forløse Lundens store potentiale. Giv dem nu arbejdsro et par år til at fremlægge en forretningsmodel, der kan sikre Lundens fremtid.

I stedet for den opgivende holdning i forhold til dansk travsport og travavl, som flere har givet udtryk for efter generalforsamlingen i Lunden, bør alle arbejde aktivt på at udnytte de muligheder der er på alle danske travbaner for at få flere tilskuere/spillere ud på banerne og for at få flere til at investere i travheste.

Der er ingen grund til at tabe humøret, fordi Sverige er så langt foran Danmark sportsligt og økonomisk inden for travsporten. Faktisk bør vi være glade for, at vi har Sverige så tæt på os. Det giver mulighed for, at danske heste og trænere kan hente gode penge i de svenske løb. 

Selv om de bedste danske heste sendes til start i Sverige eller endog i Frankrig, vil der stadig være basis for at afholde løb i Danmark, fordi ejere og publikum naturligvis gerne vil have mulighed for at følge hestene på nært hold. Vi skal skabe hyggelige rammer for publikum på banerne. Så skal det nok gå alt sammen. Vel mødt til trav både på Bornholm og i Lunden samt på alle de andre baner i Danmark.