7. september 2021

Bjerke - eksempel eller skrækscenarie?

Er dette Bjerke i fremtiden?

"Den Lille Model" for Charlottenlund Travbane er i tidligere undersøgelser blevet forkastet, fordi den ikke ville give tilstrækkeligt afkast. Nu foreligger der nye budgetter for totalentreprise og investeringscase, som lover et startafkast på 7,02 % svarende til et årligt overskud på projektet på ca. 15 mio. kroner.

Hvis dette afkast er beregnet for optimistisk, kunne byggeri som påtænkes på Bjerke være en mulighed for at få et væsentligt større afkast på det givne areal. Det er dog næppe sandsynligt, at Gentofte kommune vil tillade sådanne punkthuse i et villakvarter, og det ville da også være forfærdelig grimt. Derfor er Bjerke-modellen både et eksempel på en god økonomisk løsning og et skrækscenarie æstetisk og byplanmæssigt. 

Efter min mening er man i færd med at ødelægge Bjerke Travbane. I en stor reportage i Aftenposten refereret af Trav365 kom det frem, at Bjerke travbane skal tones ned. – Travbanen er for dominerende. Den gør området ganske utilgængeligt, præget af barrierer og få passager! Derfor vil de båndlægge inderkredsen og fjerne træningsbanen, staldene og foldene sydvest for banen til fordel for et bilfrit område med park, gangstier og torv.

Bjerke som den ser ud i dag

Bjerke Travbane

Bjerke Travbane

Den Lille Model - Charlottenlund Travbane

Bestyrelsen for DTS har forud for den forestående ekstraordinære generalforsamling udarbejdet et mindre projekt, der ligesom Åby-modellen understøtter generalforsamlingens beslutning om at bevare Lunden i Charlottenlund.

Ideen bag Den Lille Model bygger på at frigøre arealet nord for staldindkørslen og selv udvikle og bygge boliger, som Lunden vil kunne eje og leje ud i al fremtid.

Det forventes i Den Lille Model at kunne bygge 11.000 boligkvadratmeter og at disse vil kunne indbringe årligt 23,4 mio. kroner i nettohusleje. Regnes med årlige finansieringsomkostninger i størrelsesorden 8,4 mio. kroner vil det betyde et årligt overskud på projektet på ca. 15 mio. kroner uden værditilvæksten.

Bestyrelsen eksklusiv Theodor Nielsen stiller forslag om at ophæve generalforsamlingens beslutning af 16. juni 2021 om, at bestyrelsen bemyndiges til at arbejde for den såkaldte Åby-model .....
.....og bestyrelsen bemyndiges til at arbejde for udviklingen af en ny lokalplan med udgangspunkt i, at travbanen forbliver i Charlottenlund.

Den Lille Model ser umiddelbart sympatisk ud, hvis det vedhæftede budget holder vand, men ordlyden i forslaget ligner en fælde. At arbejde for udviklingen af en lokalplan med UDGANGSPUNKT i, at travbanen forbliver i Charlottenlund forhindrer ikke bestyrelsen i på et senere tidspunkt at slå ud med armene og sige, at det desværre alligevel ikke kan lade sig gøre, hvorefter man igen foreslår at sælge Charlottenlund Travbane.

Formanden og flertallet i bestyrelsen har ikke lagt skjul på, at de foretrækker at sælge Lunden og bygge et helt nyt anlæg andetsteds. Det er en ærlig sag, som jeg respekterer, men det gør, at bestyrelsens troværdighed som bannerførere for at forblive i Charlottenlund er tvivlsom. Derfor støtter jeg forslaget om, at generalforsamlingen udtrykker mistillid til bestyrelsen, hvorefter en ny bestyrelse vælges. 

Der er otte kvalificerede kandidater til den nye bestyrelse: Morten Thanning Vendelø, Theodor Nielsen, Henrik Engberg Johannsen, Thomas Christensen, Jørgen Iversen, Kaj Holm, Elsebeth Stausholm og Anders Lou Hendriksen.

Min gode ven Lars Raahauge, som har lagt et stort arbejde i arbejdsgrupperne vedrørende de forskellige modeller, der er blevet undersøgt, er kørt helt træt i det kaos, der opstod  med Michael Juul's kovending m.v., som det fremgår af en mail fra ham, som jeg har fået lov til at citere: 

 "Jeg ved godt at jeg burde drøne til København og være med, men jeg orker ikke bruge al den tid på at høre på alt det pladder i flere timer. Jeg har spildt enormt meget tid i diverse arbejdsgrupper hvor jeg har følt mig totalt til grin efterfølgende på grund af Michaels dobbeltspil. Så jeg beklager, Aage, efter alle vore gode meningsudvekslinger om alt dette, at måtte springe over hvor gærdet er lavest og blive væk. Formoder at du som trofast DTS-medlem dukker op, og jeg ønsker jer alt mulig held og lykke, men på denne baggrund må det blive et sortie med fuld musik for Michael og co."

Totalentreprise budget - Den Lille Model



3. september 2021

Samarbetsavtal Sverige och Danmark

Siden 2018 har der været en samarbejdsaftale mellem Sverige og Danmark. Den aftale er nu taget op til revision, og hvis det nye forslag bliver vedtaget af Svensk Travsport, kan Dansk Hestevæddeløb blive et associeret medlem af Svensk Travsport. 

Forslaget til det dansk/svenske samarbejde 

I aftalen får Derby25 en 5-årige eneret til at stå for totalisatorspillet på de syv danske travbaner.

Efter 2024 ændres de faste årlige tilskud til at udgøre 3.3% af omkostningerne for den totale svenske travsport.

Svensk Travsports Förtroenderåd sagde på weekendens møde ja til at der måtte arbejdes videre med samarbejdsaftalen. Det indebærer bl.a. at dansk travsport på næste års generalforsamling foreslås som associeret medlem af Svensk Travsport.