Charlottenlund Travbane |
Der er op til generalforsamlingen kommet flere indlæg, som medlemmerne bør læse og tage stilling til, inden de træffer deres valg.
Theodor Nielsen i Travservice den 8. juni 2021:
Næste uge skal vi, medlemmerne i Det Danske Travselskab, tage stilling til om bestyrelsen skal arbejde for at beholde Lunden i Charlottenlund, eller om der skal arbejdes for en afvikling af Lunden, og etablering af en ny bane i Taastrup.
Når jeg følger med i diverse meningstilkendegivelser på Facebook, podcasts med mere, så er det meget tydeligt at følelserne ligger til grund for passionerede holdninger, og alle taler om pengene. Men det er med pengene i travsporten som med vejret, alle taler om dem, men ingen gør noget ved det!
Beslutningen om hvor Lunden skal ligge må i sidste ende handle om hvor der kan skabes en sund forretning, dvs. en forretning der ultimativt er økonomisk uafhængig, og som kan skabe blivende indtægter (også de næste 100 år), således at vi kan bygge travsporten på en måde, hvor det er sportsligt, underholdningsmæssigt og økonomisk attraktivt at være involveret som aktiv, hesteejer, eller på anden vis. Det skal og bør være den langsigtede sunde forretning der ligger til grund for beslutningen.
Jeg er enig i at der skal ske noget snart, men der skal ikke ske noget før der ligger en meget gennemarbejdet plan. Af de fremlagte planer, kan jeg kun se at den ene af disse opfylder ovenstående kriterier.
Jeg er stærkt fortaler for at LUNDEN BLIVER I CHARLOTTENLUND.
Visionerne for Lundens fortsatte virke i Charlottenlund er i mine øjne et fantastisk projekt.
Lunden bliver i de historiske rammer, der er et nationalstadion værdigt. Lunden er beliggende midt i den mest velhavende del af Danmark, og dette har igennem mange årtier været i uudnyttet potentiale i forhold til at få nye folk ind i vores sport, og samtidig er det netop en af nøglekomponenterne til at gøre Lunden til en overskudsgivende forretning.
Lunden projektet indbefatter en solid forretningsplan, som jeg forventer vil blive fremlagt på generalforsamlingen, der vil sikre overskud på driften, og dette overskud kan bruges til at hæve præmierne med.
I korte træk er logikken, at Lunden qua sin attraktive placering skal kunne udnyttes til aktiviteter der giver et indtægtsgrundlag, der ikke er baseret på heste og trav.
Det er meget sund fornuft i forhold til et risikospredningsperspektiv når nu vi ved selvsyn konstaterer at trav i sig selv ikke er verdens bedste forretning under de nuværende forhold.
Lunden-modellen har den yderligere fordel at langt størstedelen af grunden ikke sælges.
Den del af grunden, som vi beholder, vil over tid blive mere værd, og vil ikke udelukke andre fremtidige tiltag såfremt det bliver nødvendigt.
Lunden planen er elegant, største delen af værdierne beholdes og er en god forretning.
Win win for alle (på nær dem der vil trække værdierne ud af grunden nu for egen vindings skyld).
Taastrup-modellen er i mine øjne det rene vanvid.
For at gøre det helt kort, så er det en model der tilgodeser sporten i dag ved at sælge det eneste aktiv som Det Danske Travselskab har af værdi, nemlig grunden, bruge 400 millioner kroner på en ny bane, og så holde fest for de resterende midler i kraft af forhøjede præmier.
Taastrup modellen har ikke skyggen af en bæredygtig forretningsmodel, og det er derfor en sikker og hurtig vej mod bunden.
Der er dog flere forhold i Taastrup modellen som skriger til himlen i rendyrket vanvid.
1) Et argument er at man vil skabe et hestecenter, et mini Grosbois forstås, med liv på banen hvor man kan komme og klappe sin hest. På den anden side vil man lave en 1400 meter bane fordi det er bedre TV og man ikke forventer at der kommer folk til trav.
Disse to forhold er modstridende, men jo heller ikke vigtigt, hvis man blot vil have præmierne forhøjet nu, have nogle fede år, og så lukke ned.
2) Man lader forstå at Lunden befinder sig på en brændende platform og at der skal handles nu, men samtidig vil man investere 400 millioner kroner uden at have en bæredygtig forretningsmodel. Det er ikke en plan der bør få mange stemmer.
3) Det er et argument, at hvis ikke præmierne forhøjes nu, så vil sporten dø, men ingen forholder sig til at de svenske baner der har forhøjede præmier i køreafstand fra Danmark, ikke allerede er løsningen på problemet. Jeg forventer at et modargument vil være for hård konkurrence, men konkurrencen skal nok komme.
4) Man lader vide man ikke har været i dialog med Gentofte Kommune, men samtidig er der mange ”kloge” mennesker der gør sig kloge på hvad kommunen vil være med til, og hvad de ikke vil være med til, hvilket ikke giver nogen mening såfremt det ikke er løgn, at man ikke har været i dialog med kommunen, eller at man fører en bevidst skræmmekampagne.
5) Taastrup modellen foreslår, at man vil sælge arealet i Charlottenlund, og derefter skal indtægten forrentes gennem placering af midler i boliger på det gamle areal. Altså, den logik kan jeg ikke følge. Pengene kommer jo netop fra et salg af det selvsamme areal, så hvordan forestiller man sig at investere i boliger på et areal man har solgt?
Som jeg analyserer Taastrup modellen, så er det det nuværende formandskabets hede drøm at administrere et projekt med mange penge, og hvor man kan fremstå som en Messias i forhold til dansk travsport.
Men det er Det Danske Travselskab der betaler prisen ved at sælge alt hvad vi har af værdi.
Jeg har ingen tillid til motivation for Taastrup modellen.
Jeg har ingen tillid til evnerne i formandskabet til at gennemføre et projekt af den størrelsesorden.
Jeg har ingen tillid til forretningsmodellen.
De mega-trends, som travet er oppe imod, tror jeg ikke vi kan vinde over.
Vi kan derimod skabe en sund forretning, hvor overskuddet kanaliseres ind i sporten, så vi bliver langt mere uafhængige af støtte udefra.
Jeg mener, at Lunden i Charlottenlund er den rigtige vej frem.
Lunden projektet er en god business case, og det er i modsætning til Taastrup-modellen ikke en alt-eller-intet plan.
Theodor Nielsen
Theodor Racing/Garbo
Suppleant til bestyrelsen i Det Danske Travselskab (til information, så har jeg ikke været inviteret til et eneste bestyrelsesmøde)
Kandidat til bestyrelsen i Det Danske Travselskab
Charlottenlund Travbane |
René Lund Sørensen i Travsport den 14. juni 2021:
Kære medlemmer,
Tænk Jer godt om inden I afgiver Jeres stemme om nogle dage. Det er vigtigt ikke, at lade sig forføre af noget som på et taknemligt papir kan se godt og spændende ud. Og specielt når det er baseret på gætværk uden hold i en gennemarbejdet virkelighed.
Der er 2 kæmpe problemer i det oplæg, hvor man ønsker at flytte banen til Høje Taastrup.
Det er økonomien og lokalplanen. Det største problem er, at hele oplægget hviler på et ekstremt skrøbeligt fundament både økonomisk og politisk. Økonomien i Høje Taastrup projektet er mildest talt overoptimistisk og med fantasi tal omkring provenu og en udgiftsside, som er lavet ud fra en standardmodel. Projektet kan meget realistisk vise sig at blive 2-300 mio. dyrere end skitseret og med et mindre provenu end det best case scenario provenu man har forsøgt, at få folk til at tro er muligt, så er projektet allerede i minus inden første løb er kørt. Og så har man tabt alt. Så står man med et underskudsgivende projekt og uden nogen form for aktiver og ingen forhøjede præmier i løbene. Og hvorfor får man så ikke det provenu hjem? Det er fordi man ALDRIG får en lokalplan gennemført som vil tilgodese en ejendomsudvikler/investor så man kommer bare tilnærmelsesvis tæt på det provenu man bygger hele projektet på. Så ja hvis man vil gøre noget for sporten og for Lunden, så vælger man den løsning, der kan lade sig gøre og som der formentlig vil være politisk velvilje til i Gentofte og det er, at lade Lunden ligge hvor den har ligget i 130 år. Alt andet kan aldrig gennemføres.
Og jeg forstår selvfølgelig godt, at det lyder attraktivt med et helt ny anlæg med masser af trænings faciliteter og fast opstaldning? Men risikerer man ikke bare at anlægget kommer til at stå tomt i alle dage, hvor der ikke er løb, fordi folk har træningsfaciliteter hjemme.
Desuden har bestyrelsen ikke rakt ud til Gentofte Kommune og hørt hvad deres overordnede indstilling er og om de er interesseret i, at finde en fælles løsning, der kigger fremad og tilgodeser de nye tider vi lever i således, at vi kan skabe en rentabel forretning på Lunden. Jeg ved godt, at det ikke giver politiske løfter men man burde måske have vejret luften inden sådan en altafgørende beslutning, hvor man derimod meget grundigt har været i dialog med Høje Taastrups politiske apparat.
Personligt forstår jeg stadig ikke hvad folk ser i Højre Tåstrup når man har Danmarks bedste beliggenhed, hvor historie, sjæl og en fantastisk modernisering til være tiltrækningsmotor for erhvervspartnere og en lang række andre interessenter i de mest fantastiske omgivelser. Bevar Lunden – udvikling fremfor afvikling.
René Lund Sørensen i Travsport den 9. juni 2021:
Kære medlemmer tænk Jer godt om inden i afgiver Jeres stemme til generalforsamlingen. Min holdning og ønske om, at banen skal blive hvor den ligger, handler slet ikke om, at jeg er vokset op på banen og den er mit barndomshjem. Det handler om at hele Høje Tåstrup projektet og det overskud det skulle generere ved et salg af Lunden, er bygget på fantasital, der på INGEN måde kan garanteres, i relation til det kæmpe store provenu på 850-1000 mio. som hele projektets succes er baseret på.
Og hvorfor er det så et fantasi beløb. Det er det fordi det provenu er et best case scenario provenu hvor det både politisk og i beboerhøringer lykkes, at få gennemført en ny lokalplan, der tilgodeser en ejendomsinvestor/udvikler. Og det kommer ALDRIG til at ske. Hvis man har kendskab til de servitutter matriklen er behæftet med så vil det aldrig kunne lykkes at ændre lokalplanen så drastisk. Og skulle det rent hypotetisk ske, så vil en borger høring sætte en stopper for det, men så langt når man ikke. Det betyder, at et provenu vil komme til at ligge meget tættere på de nuværende etableringsomkostninger som man skriver at Høje Tåstrup vil koste og derved er INTET vundet, tværtimod har man nu byttet Danmarks bedste beliggenhed ud med kønsløse omgivelser i Høje Taastrup.
Derudover er de 475 mio. som den nye bane er budgetteret til at koste baseret på nogle standardrammer. Og prisen kan sagtens blive både 2-300 mio. dyrere og med et nedsat provenu på baggrund af en ikke gennemførlig lokalplan, så er projekt Høje Tåstrup faldet til jorden inden det overhovedet er kommet i gang, ds et provenu måske ikke engang kan dække etableringsomkostningerne i HT.
Det er klart, at Gentofte kommune er nødt til at skæve til dagens marked og de realiteter der omgiver vores sport. Og derfor vil en løsning med bibeholdelse af banen i Charlottenlund være den eneste realistiske mulighed for at få en lokalplan gennemført. Og så er det bare en bonus at vi får lov til at beholde al den historie og sjæl Lunden indeholder og den fantastiske story telling, der ligger, når man skal skabe erhvervspartnerskaber, arrangementer etc. etc. Banen behøver ikke at lukke i en periode, hvis den bliver hvor den er. Det gør den derimod hvis der skal bygges i Høje Tåstrup, med mindre der kan laves en mellemfinansiering af HT etableringsomkostninger. Det handler om at se på, hvad der realistisk kan lade sig gøre og ikke om at jeg er vokset op på banen. At beholde Lunden på den nuværende lokation er den eneste løsning der er realistisk at få gennemført. Alt andet er fantasi og urealistiske drømme. Og selvfølgelig skal banens anlæg fyldes med alle mulige indtægtsgivende aktiviteter så mange dage som muligt om året og det er jo netop det der gives plads til og lægges op til i det nye oplæg, hvor man lader Lunden blive hvor den hører til, nemlig i Charlottenlund.
Bevar Lunden – udvikling fremfor afvikling.
———————————————–
Læs også lige det visionsdokument, som nogle Gentofteboere har fremstillet, da de i ellevte time opdagede, at Lunden risikerer at blive solgt. Det beskriver Lundens store potentiale og de usikre forudsætninger for finansieringen af et nyt anlæg i Høje Taastrup.
Bevar Charlottenlund Travbane |
- En ændret anvendelse vil kræve en ny lokalplan. Kommunen har ikke vist sig særligt imødekommende over for denne idé. Naboerne er direkte modstandere.
- En byggeprocent på 60. Nærmest umulig og højst usandsynlig.
- Lavere byggeprocent = langt lavere salgspris.
- Logikken i at et frasalg af hele Lundens grundareal til tredjepart, som selv vil bebygge arealet, skulle kunne genere et sikkert afkast til DDT ved at DDT skulle bygge boliger her, forstår vi ikke.
- Omkringliggende områder er på max.25 procent villabebyggelse. Hvis man i givet fald får lov til at ændre anvendelse, hvorfor skulle man få lov til at bygge tættere? Ingen præcedens.
- Se casen ”Danmarks Akvarium”. Ingen boliger, meget sej og lang proces, og konklusionen er, at der ikke kan ændres på rammerne, som de er nu.
- Se casen ”Forstbotanisk Have” ved Charlottenlund Station, hvor der efter mange års tovtrækkeri ikke er blevet givet lov til bebyggelse.
- En lokalplan tager minimum to år fra igangsættelse. Med den modstand der må forventes fra bla. naboer kan det tage længere tid.
- Et frasalg af staldene, som fremlagt i Åbymodellen, vil byggeprocentmæssigt være mere spiseligt kommunalt politisk eftersom man kan udregne byggeprocenten udfra Travbanens totale areal. Dermed kan man have er realistisk forventning om, imodsætning til Taastrup modellen, at kunne realisere et provenu til revitalisering af Lunden.
- Der har fra lokalpolitisk side været tilkendegivet et politisk signal i Villabyerne om, at man vil bevare Charlottenlund Travbane, da det er stor kulturarv.
- Ved delvis frasalg af staldene vil Det Danske Travselskab endvidere stadig bevare ejendomsretten over et grundareal og bygninger, der fremover med stor sandsynlighed vil opleve en relativt højere værditilvækst end Taastrup-arealernes. Dermed vil man forventeligt styrke sin balance mere over tid, som senere evt. kan belånes, laves sales lease back modeller på, frasælges etc, hvis man senere ville have behov for dette. Med andre ord styrke sin grund-økonomiske reserve, fremfor at spekulere i obligations/aktier kapitalgevinster ved reinvestering af overskydende provenu og med den risiko det vil indebære.
- På det (over)estimerede provenu DDT skal tage stilling til ved salg af hele Lunden, skal man vurdere hvilke aktiv-klasser og hvilken risiko/afkastgradsforventning man vil påtage sig. Formuen kan naturligvis også reduceres ved spekulation. Spørgsmålet er, om DDT ikke bør ignorere fristelsen til at spekulere i kapital som Taastrup-modellen forsøger at stille i udsigt, og i stedet koncentrere sig om sin kernekompetence, nemlig at drive travsport. Som der ligger til grund i Åbymodellen hvor provenu fra det delvise frasalg anses tilstrækkeligt til en væsentligt reinvestering i Lunden. Og dermed travsporten.